Ebba Hentze

Jeg prøver på at betro mig til en af de gamle fanger. Jeg får ham hen til mig, peger på en papirrulle i min frakkelomme og siger: „Ved du hvad! Det her er manuskriptet til et videnskabeligt værk

Til sidst begyndte jeg at skrive stenografiske stikord på små bitte sedler, jeg ville rekonstruere det manuskript, som jeg måtte kaste fra mig i desinfektionsbarakken i Auschwitz.

Da ved jeg ét – nu har jeg lært det: kærlighedens dybeste intention er ikke rettet mod et menneskes legemlige eksistens, men mod det elskede menneskes åndelige væsen, dets „essens“

Er mennesket virkelig ikke andet end det tilfældige resultat af sin egen legemlige konstitution, sin karakterologiske disposition og sin samfundsmæssige situation?

Og selv om de kun har været få – de er alligevel beviser på, at man kan tage alt fra mennesker i koncentrationslejren, alt, undtagen ét: den sidste menneskelige frihed til at forholde sig sådan eller sådan til de givne omstændigheder.

I sidste instans viser det sig, at det, der sker med menneskets indre, det koncentrationslejren tilsyneladende „gør“ mennesket til, er resultatet af en indre afgørelse.

Menneskets åndelige frihed, den man ikke kan fratage mennesket, førend det dør, giver det lejlighed til at gøre livet meningsfyldt, lige så længe det findes.

„Den, der ved, hvorfor han skal leve, tåler næsten et hvilket som helst hvordan.“

det enestående og isolerede, der udmærker hvert enkelt menneske og giver hver enkelt tilværelse mening, aktualiseres altså, både når det gælder et skabende arbejde, og når det gælder et andet menneske og dets kærlighed.

Hvordan er det muligt, at mennesker af kød og blod kan gøre andre mennesker alt det, vagterne fortæller, de har været med til?