Thomas Enger

… jeg ved ikke rigtig …
Thorleif ser hurtigt på hende.
– Jeg tror, han bagte på en af pigerne

sig at lave en dramatisering af aftenens begivenheder for dem, der ikke

den måde, men ...”

Emma vidste ikke, hvordan hun skulle fuldføre sætningen.

“Jeg er temmelig sikker på, at der ikke er en copycat på færde,” sagde Blix. “Terrormotivet er det mest åbenlyse. Så må vi se, om der dukker noget andet op.”

“Noget andet end Patricia, mener du?”

Blix svarede ikke. Emma noterede. 1. Terror. 2. Patricia.

“Hvad foretager hun sig i dag?”

“Hvaba?”

“Hvordan er Ruth-Kristines liv i dag, her ti år efter at Patricia forsvandt?”

Emma kunne fornemme, at der gemte sig en historie der.

“Har hun for eksempel fået flere børn?”

“Jeg tror, at hendes liv har stået temmelig stille,” svarede Blix. “Men det ved jeg for lidt om.”

Emma mærkede, at hun var sulten.

“Hvordan føles det så at være en helt?” spurgte hun.

“Jeg udførte bare mit arbejde,” svarede han. “Og man er vel først en helt, hvis det går godt, og det ved vi ikke endnu.