Anna Ekberg

– At man lukker sig. Ikke i starten selvfølgelig. I starten er alt muligt, alt kan lade sig gøre, intet emne er helligt. Man er fri og åben, men så, langsomt lukker man sig. Putter hinanden ned i små kasser. Eller lægger sig selv ned i en lille kasse, der hedder “sådan er jeg”. Og når man først ligger dernede, er det næsten umuligt at komme op igen. Hvis jeg må være lidt dramatisk, kan man næsten skifte kasse ud med “kiste”. Man begraver hinanden i tavshed.

Helene bliver ført ind i besøgsrummet. Sperling

Restauranten hedder The Real Chinese, og de er helt malplacerede som de sidder her, tavse, i selskab med storbyens mest tjekkede karrieremennesker. Joachims øjne finder menukortet, hans blik bliver hængende ved “real”. Rigtig. Louises rigtige navn er Helene. Det sidste par dage har ikke handlet om andet. Louises, nej, igen forkert, Helenes terapi hos de dygtigste af landets psykiatere. Møjsommeligt har de forsøgt at trække fragmenter af erindring ud af det mørke hun har levet i. Uden held. Men billederne, fotografierne, endda videooptagelser af hende selv, har overbevist hende. Og overbevist Joachim. De har været til undersøgelser på Rigshospitalets hukommelsesklinik som ligger i en gammel grå bygning lige ved siden af Niels Bohr Instituttet, en af de få smukke afdelinger på det vidt forgrenede hospital. Alligevel ville Joachim ønske at hun havde været offer for næsten hvad som helst andet af alt det man kan fejle. Bare ikke retrograd amnesi eller psykogen amnesi.
Der er ingen tvivl længere. Selv om lægen på Rigshospitalet sagde det allerede for et par dage siden, har sandheden været svær at acceptere. Mest for Helene, hun har villet flygte, hun har tryglet Joachim om at tage hende væk derfra. Men Joachim har modsat sig idéen, han har stået på fornuftens side. Igen og igen har han sagt det: De må være rationelle.
Det var hendes eget forslag at de skulle gå ud sammen i aften. Tale sammen i ro og fred. Men nu er hun tavs og undgår hans blik. Joachim piller nervøst ved spisepindene, spejder utålmodigt efter en tjener. Ingen af dem kan få hul på den samtale de ved må komme. Hvad gør vi nu? Der er børn. Det ændrer alt.