Janni Pedersen

»Han så helt ærligt ikke ud til at være helt på toppen.«
»Hvorfor tog du derned, hvis jeg må spørge?«
»Fordi jeg havde nogle spørgsmål. Om et tip, jeg har fået fra en kilde. Jeg har set nogle mails om noget, der skete lige før og lige efter terrorangrebet i december.«
»Fra en kilde, du har mødt?«
Charlotte nikker. »Jeg spurgte Martin, om han vidste noget om, at der var foregået et eller andet suspekt i den forbindelse.«
»Hvad svarede han på det?«
»At det var der ikke. Alt var kørt efter bogen.«
»Okay.«
»Men, Signe …« Charlotte læner sig ind over bordet. »Jeg kender jo min mand temmelig godt. Han er ikke typen, der bralrer op om hvad som helst. Men nogle gange er hans kropssprog så til gengæld ret tydeligt.«
»Og hvad fortalte hans kropssprog dig så?«
»At ikke alt er, som det skal være.« Charlotte kigger på Signe. »Er det det? Kørte alt efter bogen?«
Signe er tavs. Anspændt. Hun tænker. Prøver at vinde tid. »Hvad mener du?«
»På overfladen ser alt jo godt ud. Gerningsmændene blev uskadeliggjort. Den ene dræbt, den anden fanget og deres organisation afsløret. En stribe mulige medskyldige sidder varetægtsfængslet. Men helt ærligt, er det ikke lige lovlig belejligt, at begge terrorister nu er døde? At ingen af dem kommer til at optræde i en retssal. Og var det ikke mildt sagt en mærkelig måde, Simon Spangstrup døde på? Han var meldt udenfor livsfare på Rigshospitalet, og så pludselig dør han. Fordi hans krop var svækket, som forklaringen lød. Helt ærligt …«
Det er som at høre et ekko af hende selv, tænker Signe.
»Ved du noget?« spørger Charlotte.
I et kort sekund er hun lige ved at lade paraderne

»Næ, ikke engang, jeg har faktisk lige fået det.

Han rejser sig.