Nanna Lund

Husk, at en kærlighed, der ikke også indbefatter ærlighed, fortjener ikke sit navn.”

lovede sin datter at invitere ham til Tbilisi

Huset var umuligt at

kat, som jeg er meget glad for, også selv

På dansk ved
Nanna Lund

Hr. Ferdinand

Dybest set er vore dages Rusland det, vi politologer kalder en „revisionistisk stormagt“. Landet affinder sig ikke med sin tildelte plads i det internationale system. At gå fra at være stormagt til at være mellemstor magt er som at gå fra at være statsminister til borgmester. Rusland mangler vasaller, der kan give landet mere tyngde i omgangen med andre stormagter og fungere som isolerende buffer langs ydergrænserne.

Putin mener, at Rusland har ret til dominans i sine nærområder, ligesom USA dominerer sine. Det blev klart i en tale til NATO-ledere i Bukarest i 2008, kort

Det er et af historiens paradokser, at et regime ofte udtrykker sig med størst pragt og arrogance på det tidspunkt, da frøet til dets endeligt netop er begyndt at spire. 15 år efter tusindårstopmødet er FN kun
en skygge af sig selv. Ligesom de andre overnationale institutioner, som kun få år forinden blev betragtet som dem, der skulle træde i stedet for nationalstaten.

Den liberale internationalisme hviler, groft sagt, på fire hjørnesten. Den første er troen på, at demokrati, markedsøkonomi, retsstaten og menneskerettighederne er så „klæbrige“, at hvis en given stat tager en af dem til sig, vil de tre andre følge med.

Globaliseringen vil således gøre grænser irrelevante og nødvendiggøre overnational styring. Den tredje hjørnesten er teknologioptimisme, altså troen på, at ny teknologi vil løse alle udfordringer, efterhånden som de opstår. Den fjerde er visheden om, at supermagten USA altid står klar til at håndhæve den liberale verdensorden.