Klaus Rifbjerg

Hvor kunne han få dem til at være små og flade som bussemænd, så man rigtig kunne mærke, hvor færdige de var, hvor langt de var ude med deres stereotype undervisning og deres gamle forkullede meninger, som lugtede langt væk af lærerværelsefims og tobakshoste.

Han skulle ikke nyde noget af at være fører, men selvfølgelig var han det alligevel.

n var helt forgabet til op over begge ører, fordi han på en måde fyldte alle de huller ud man gik og havde i sig selv og hele verden uden om.

kunne vi sidde rundt omkring med vores små dumme hoveder og prøve på at finde ud af, hvordan vi skulle anbringe læberne og kinderne, bare fordi den tåbe oppe på katederet sad og gloede på os.

an kunne altid få det rigtige sagt, sådan at man stod og havde lyst til at tude.

le de andres sjofelheder var altid sådan nogen små, fimsede, primitive nogle, men Tores fløj hen over taget og var fulde af saft som appelsiner.

g når så læreren kom ind, var der da også nogle af dem, der skulle hen og have et kig med, som om de ikke var ældre og voksne og ikke behøvede at glo på slatne patter overfor, men skulle have nok i de piger de kendte, for de havde jo lov.

r var oven i købet nogen af dem, der var tvunget til at følges med deres gamle på cykle, fordi han og hans latterlige cyklespænder skulle samme vej af sted på arbejde.

ore kan også sagtens snakke med de andre håraber ovre på den anden side. Ham har de akcepteret.

ådan en samling originaler har man aldrig set magen til. Sådan en samling lavbenede grødædere fulde af fjollede ideer om altmuligt.