Doktor Z 1. Elevatoren til jordens indre

4

Den underjordiske by

Doktor Zakarov åbnede buret og de gik ind i det. Det var lidt uhyggeligt. Buret hang og gyngede over det åbne hul. Tænk, hvis krogen rev sig løs. Eller stålwiren knækkede. Eller hvis elevatoren gik i stykker, mens de var dernede. Så kunne de aldrig komme op igen.

Doktor Zakarov rakte en rygsæk ind til dem.

„Her er nogle ting, I måzke får brug for,“ sagde han. „I zkal finde en grøn kryztal. Den er nem at kende, fordi den lyzer meget ztærkt. Find den og kom op igen. God tur, drenge,“ råbte han og trykkede på fjernbetjeningen. Elevatoren begyndte at snurre rundt. Først langsomt, så hurtigere og hurtigere. Viggo og Mylle måtte klamre sig til jernstængerne for ikke at vælte rundt derinde.

„Stooop! Jeg vil af!“ råbte Mylle.

„Upz, forkert knap!“ sagde doktor Zakarov og trykkede på en ny knap. Elevatoren holdt op med at snurre rundt, gjorde et lille hop og begyndte at synke ned i hullet. Viggo kiggede op. Oven over dem kunne han se doktor Zakarovs hoved titte ud over kanten af hullet. Hullet blev mindre og mindre deroppe, og mørket omkring dem blev tættere og tættere.

„Kan du også høre noget, der drypper?“ spurgte Viggo.

„Mmm,“ mumlede Mylle.

„Hvad tror du, det kan være?“

„Det er bare mig, der tisser i bukserne,“ sagde Mylle og sukkede.

Der blev hurtigt mørkt omkring dem. Viggo rodede i rygsækken og fandt et par kraftige pandelamper. De satte dem på hovedet og tændte for dem. Det var rart at kunne se noget igen. Undergrundens forskellige lag af sten og klipper fløj forbi dem i en susende fart, mens de forsvandt længere og længere ned i jordens indre. De rodede i rygsækken. Ud over pandelamperne var der to flasker vand, et stærkt reb, en walkie-talkie og deres badebukser. Mylle tog sine på med det samme – det var rarere end de våde tissebukser.

Det blev varmere og varmere, jo længere ned de kom. Til sidst tog Viggo også alt sit tøj af og tog badebukser på.

I det samme forsvandt væggene omkring dem. Skakten udvidede sig og blev til en stor hule. De landede med et blødt bump i sandet på hulens gulv. Hulen var oplyst af et flakkende grønligt skær. De åbnede buret og kravlede ud. Hulen var så stor, at der nemt kunne stå ti kirker inden i den, eller et kæmpe fodboldstadion. Hele gulvet i hulen var dækket af gamle ruiner. Der var huse og gader og veje, men det hele virkede uendelig gammelt. Husene var sunket sammen, og kun lave mure og døråbninger stod tilbage.

De slukkede deres lommelygter. Dem var der ikke brug for her. De kunne se alting klart i det grønlige lys.

„Tror du, her bor nogen?“ hviskede Mylle. Viggo rystede på hovedet.

„Det ser ikke ud, som om her har været nogen i tusindvis af år.“

„Hvorfor hvisker du så?“

„Fordi du hvisker.“

„Men jeg hvisker, fordi du hvisker.“

„Det var dig, der startede!“

I det samme fik en høj hyletone dem begge to til at fare sammen. Den kom nede fra rygsækken. Viggo fiskede walkie-talkien op. En rød knap blinkede.

„Vi behøver i hvert fald ikke hviske mere. Hvis her er nogen, så har de helt sikkert hørt os nu,“ sagde Mylle og så sig uroligt omkring.

Og det havde han helt ret i. Et sted længere inde i hulen havde noget bemærket dem. Dette noget havde sovet i tusindvis af år, men selv i sin dybe komalignende søvn opfattede det en forstyrrelse i luften. Der var fremmede i hulen. Noget, der ikke burde være der. Langsomt begyndte det at vågne op.

Nu kunne de høre doktor Zakarovs stemme i walkie-talkien.

„Hallo, hallo! Zpurv kalder muldvarp! Zpurv kalder muldvarp … krrrr … Årh, fordømte knap … krrr … Er I nede? Zkifter.“

Viggo trykkede på knappen på siden af walkie-talkien.

„Muldvarp her. Vi er nede. Skifter.“

„Ztorartet! Fortæl mig, hvad I kan ze. Zkifter.“

„Her er en masse ruiner. Det ligner en gammel by, men her er ikke nogen mennesker. Skifter.“

„Mine prøver vizer, at byen blev bygget for tre komma ni million år ziden, længe før der var mennezker.“

Viggo og Mylle så på hinanden med store øjne. Før der var mennesker?! Doktor Zakarov fortsatte:

„I zkal finde en dør … krrr … zymbol. Bag døren finder I en grøn kryztal. Men husk … krrr … Arh, den åndzzvage knap … meget vigtig … krrrr … aldrig røre ved … krrrr … abzolut livzfarlig … krrr … krrr … krrr …“

Doktor Zakarovs stemme forsvandt i en knitrende elektrisk støj.

„Hvad sagde han?“ spurgte Mylle.

Viggo rystede walkie-talkien og trykkede på knapperne.

„Hallo? Doktor Zakarov? Kan du høre mig? Skifter.“

Men walkie-talkien var tavs. Det eneste, de kunne få ud af den, var en statisk knitren.

„Øv, dårlig forbindelse.“ Viggo lagde walkie-talkien tilbage i rygsækken.

„Men så vidt jeg kunne forstå, skal vi finde en dør med et symbol på, og bag døren er den grønne krystal.“

Viggo begyndte at gå ind mellem ruinerne. Mylle blev stående ved elevatoren.

„Vent!“ råbte han. „Hvad nu, hvis her stadig er nogen af de dér, der ikke er mennesker?“

„Her er jo helt dødt,“ beroligede Viggo ham. „Men hvis du hellere vil vente ved elevatoren …?“

„Jeg kommer nu!“ sagde Mylle og skyndte sig efter ham.

Et sted længere inde i hulen betragtede noget dem med vagtsomme øjne. Noget mærkede, at det ikke kunne lide disse fremmede, der forstyrrede dets søvn. Det kunne også mærke, at det var sulten.

De gik rundt mellem ruinerne, men der var ikke nogen dør med noget symbol på. Faktisk var der slet ingen døre; kun tomme huller i murene, der hvor dørene engang havde været.

Hulens gulv skrånede, og i den laveste ende var der en sø fuld af det klareste grønne vand. Ruinerne fortsatte ud i vandet, som om et kæmpe jordskælv engang for længe siden havde fået hulens gulv til at tippe og dermed havde oversvømmet en del af den underjordiske by.

Her, så dybt under jorden, var der ingen vind og ingen havstrøm til at lave uro i vandet. Søen var så blank som et spejl og der var ikke den mindste krusning på overfladen. Man kunne se bunden helt tydeligt gennem det lysegrønne vand. Det så ud, som om vandet var selvlysende. Det var det, der skabte det grønne lys i hulen.

„Uhm, jeg kunne godt trænge til en dukkert,“ sagde Mylle. Viggo nikkede. Vandet så forbandet indbydende ud, og der var meget varmt i hulen. Varmere end på den varmeste sommerdag.

„Tør vi?“ spurgte Mylle. Viggo samlede en sten op og kastede den ud midt i søen. Ringene bredte sig ud over vandet, indtil de fyldte hele søen. Det var helt mærkeligt at se på. Måske var det første gang i tusind år, at noget havde forstyrret det stille vand? Eller i en million år. Det var næsten uhyggeligt.

De ventede lidt, men da der ikke skete noget, begyndte de at vade ud i søen. Vandet blev hurtigt dybt, men både Mylle og Viggo var gode til at svømme.

Inden der var gået to minutter, havde de glemt alt om, hvor bange de havde været lige før. De pjaskede og sprøjtede vand på hinanden og råbte og grinede, så det gav genlyd i hele hulen. De havde så travlt med at boltre sig i vandet, at de ikke så den skygge, der listede nærmere og nærmere, oppe på land.

Den stoppede, da den kom til bredden af søen. Hvad var nu det for noget vådt og ubehageligt noget? Det havde ikke været der, sidste gang den var vågen. Den mærkede sulten rumle i maven. Det skulle blive godt at få noget at spise igen. Uhm, dejligt blødt kød. Men den turde ikke følge efter maden ud i vandet. Det gjorde ikke noget. Hvis der var én ting, den var god til, så var det at vente. Før eller siden kom de nok op igen.

„Hjælp!“ skreg Mylle pludselig og svømmede ind til bredden, så hurtigt han overhovedet kunne.

„Hvad er der?“ spurgte Viggo. Mylle pegede ud i vandet.

„Der, der, der… der var noget, der rørte ved mig. Noget levende!“ Viggo kiggede ned i vandet.

„Orv ja!“ råbte han. „Det er fisk! De er bittesmå. Jeg tror ikke, de gør noget.“ Og ganske rigtigt. En stime små hvidgrønne fisk svømmede nysgerrigt omkring ham. En af dem nippede forsigtigt til hans storetå, men det gjorde ikke ondt.

„Kom bare ud igen,“ råbte han til Mylle.

„Er du sikker på, de ikke gør noget?“

Den behøvede ikke at vente længe. En af de fremmede var kommet op af vandet og stod nu med ryggen til, kun få meter væk. Den listede sig nærmere, mens den hele tiden sørgede for at holde sig skjult bag ruinerne. Bare tre-fire meter til, så var den tæt nok på til at springe. Og når først den sprang, så havde byttet ikke en chance. Den kunne allerede fornemme smagen af blødt, saftigt kød og dens fire hundrede toogtredive tænder løb i vand. Men øv … Nu hoppede dens bytte ud i det våde igen.

Mylle svømmede ud til Viggo. Fiskene virkede venlige nok, næsten tamme. De var i hvert fald ikke bange for mennesker. Viggo og Mylle dykkede ned og svømmede rundt mellem dem og aede deres slimede skæl.

„Det er dem, der lyser!“ sagde Mylle, da de kom op for at trække vejret. „Det er ikke vandet. Det er fiskene, der lyser. Sådan en gad jeg godt ha’ i mit akvarium.“ Mylle havde et akvarium på sit værelse, som han var meget stolt af. Viggo måtte indrømme, at det ville være blæret med en selvlysende fisk.

De dykkede igen og fulgte efter fiskene ned mellem ruinerne på bunden. De lignede dem oppe på bredden, men allerdybest nede lå der en, der var anderledes. Den var ikke lavet af sten, men af et grønligt metal, og den var helt blank og glat. Den stak op af bunden, som om der var mere af den nedenunder sandet, og midt på den var der en dør.

Viggo og Mylle var nødt til at svømme op efter luft.

„Hvad tror du, det er?“ spurgte Mylle.

„Jeg ved det ikke,“ svarede Viggo. „Men det er garanteret den dør, doktor Zakarov snakkede om. Er du klar?“

Mylle nikkede.

„Én … to … tre!“

De dykkede igen ned til den mystiske dør. Der var ikke noget håndtag eller nøglehul, men midt på døren var der et tegn. Det lignede en grøn diamant, og den lyste af sig selv, ligesom fiskene. Der var ingen tvivl: Det var indgangen, som doktor Zakarov havde talt om.

Viggo lod fingrene løbe hen over symbolet. Han trykkede let på det og mærkede et klik. Så gik det hele pludselig meget stærkt.

Døren gled til side, og vandet fra søen strømmede ind i hullet, som når man hiver proppen op af et badekar. Viggo og Mylle blev revet med af strømmen og ført ind i en lang gang. De prøvede at kæmpe imod og svømme den anden vej, men de havde ikke en chance.

Strømmen var alt for stræk. De blev suget længere og længere ned. Viggo kunne mærke, at han snart ikke kunne holde vejret længere. Det begyndte at brænde i hans lunger. Så blev alting sort omkring ham.

De ventede lidt, men da der ikke skete noget, begyndte de at vade ud i søen. Vandet blev hurtigt dybt, men både Mylle og Viggo var gode til at svømme.

Inden der var gået to minutter, havde de glemt alt om, hvor bange de havde været lige før. De pjaskede og sprøjtede vand på hinanden og råbte og grinede, så det gav genlyd i hele hulen. De havde så travlt med at boltre sig i vandet, at de ikke så den skygge, der listede nærmere og nærmere, oppe på land.

Den stoppede, da den kom til bredden af søen. Hvad var nu det for noget vådt og ubehageligt noget? Det havde ikke været der, sidste gang den var vågen. Den mærkede sulten rumle i maven. Det skulle blive godt at få noget at spise igen. Uhm, dejligt blødt kød. Men den turde ikke følge efter maden ud i vandet. Det gjorde ikke noget. Hvis der var én ting, den var god til, så var det at vente. Før eller siden kom de nok op igen.