Bjarne Reuter

Bertram-serien 3: Ridder af skraldespanden

Der er mange grunde til, at Bertram og co. spurter rundt i Zoologisk Have nytårsaften:

«Det næste, der skete, gik meget hurtigt. Efter at lågen var åbnet, lød et sus og et forfærdeligt mandsskrig. Derefter tog løjerne fart. Ind imellem knaldene hørte jeg Bertrams stemme:
— Op, forhelvede, brødre … se, hvor mændene kan danse!
Vi smækkede lågerne op samtidig, og jeg skal love for, at han underholdt dem.»

Pressen skrev: … det er skingrende skørt og befriende optimistisk … den rammer lige midt i lattermusklerne …

Læs også de andre bøger i serien:
Kidnapning
Rent guld i posen
Tre engle og fem løver
Abdulahs juveler
Den skæggede dame
91 štampana stranica
Prvi put objavljeno
2013
Izdavač
Gyldendal

Utisci

    Winnie Aggerholmje podelio/la utisakпре 4 године
    🚀Čita se u jednom dahu
    😄HAHA
    🐼Lagano štivo

    Den er sjov og lidt underlig til sidst ellers en god og godt fundet på

Citati

    Sanne Hougaard Kramerje citiraoпре 4 године
    Kapitel 3
    Vi fik købt stolen. Oscar, Winni og jeg var nede hos marskandiseren, hvor Winni med sit handelstalent fik prisen ned på 37,50 kr. Da vi forlod forretningen, kom en mand hen til Oscar. – Hvordan går det med din bror, min ven? spurgte han. – Han er kommet på et hjem, mumlede Oscar og så helt forkert ud i masken. Manden ønskede god jul. Winni så længe på Oscar, så smilede hun sukkersødt og nynnede en eller anden melodi.
    Da vi kom hjem, pakkede vi stolen fint ind nede i kælderen.
    Bertram var med mor på juleudstilling. De kom hjem kort før spisetid. Jeg stod og rørte i sovsen, far skrællede kartofler, da vi hørte mor i opgangen: „Jeg er forrygende ligeglad med dine undskyldninger, hvad ligner det, Bertram.” De buldrede ind, mor var godt opkogt. Bertram gav sig straks i kast med skriverierne.
    – Nu går den altså ikke længere, lille Bertram, sagde hun.
    – Hvad er der med ham? spurgte far træt.
    Nu viste det sig, at hun havde ladet ham være alene i Daells Varehus’ småtingsafdeling, mens hun købte julegaverne til os børn. Det var helt efter sædvane, sådan var det gået til de forrige år, hvor Winni og jeg havde været med. Og helt efter sædvane var vi lusket efter hende og set, hvad hun plukkede ned fra hylderne. Men det vidste hun jo, og der var aldrig sket noget af den grund. Men det var nu heller ikke det, Bertram havde gjort.
    – Tror du ikke, råbte mor fra køkkenet, – tror du ikke, han sad, nej, jeg kan ikke holde ud at tænke på det.
    Far gik hen til hende.
    – Ud med sproget, hviskede Oscar til Bertram, der bare trak på skuldrene: – Hvad skal man tage sig til sådan et sted, sagde han bare. Ude fra køkkenet kom så hele historien. – Jeg kom oppe fra legetøjsafdelingen, sagde mor, – og skulle ned i stuen, hvor jeg havde efterladt ham; det drejede sig højst om ti minutter.
    – Var han der så ikke, afbrød far.
    – Jo, stønnede mor, – det var han, desværre havde jeg nær sagt. Han sad på en stol henne ved trappen, jeg kunne dårligt se ham for alle de mennesker, der var samlet rundt om ham.
    – Jamen hvad havde ungen dog gjort, spurgte far tonløst.
    – Han sad såmænd med benene trukket op under sig, som … som om …
    – Ja ja, sagde far, – jeg tror, jeg kan forestille mig, hvad han foretog sig.
    – Havde du taget bøssen med? spurgte Oscar. Bertram nikkede.
    Far kom ind. Helt hvid i femøren. Man kunne se, at han tog tilløb til det helt store spring; bagude tørrede mor øjne. Lige da han skulle til at eksplodere, sagde Bertram: – Far, det er lillejuleaften. Og som sædvanlig gik luften af far som fra en punkteret badebold. Mor kom ind og så træt ud.
    – Bertram, sagde hun og sukkede. – Hvem lærer dig sådan noget?
    – Det er vel medfødt, skyndte Oscar sig at sige.
    Senere, da vi bar ud efter maden, spurgte far Bertram, om han dog ikke kunne se det forkerte i det, han havde gjort.
    – Det er noget svineri over for folk, sagde mor, inden han svarede, – det er lavt og billigt. Bertram mente, der var så meget svineri. – Derfor behøver vi jo ikke
    Sanne Hougaard Kramerje citiraoпре 4 године
    pegede over i hjørnet af skolegården.
    Bertram viftede af.
    – Er han altid sådan, hakkede Wagner chokeret.
    – For det meste, sagde jeg og spekulerede på, hvad Oscar mon ville have gjort, han plejer at have et godt tag på Bertram. Men der skulle komme mere på hans første skoledag. Først skulle jeg måske fortælle, at Bertram jo aldrig har hørt til de mest renlige, selv påstår han, at hans hud dårligt tåler sæbe. Engang skældte far ham ud, fordi han ikke gjorde så vanvittigt meget ud af morgenrengøringen. – Unødvendigt, sagde Bertram, – jeg tager bare et par armbøjninger, så brækker skorperne af. Derfor kom det også som lidt af en overraskelse at se ham jokke fra wc’erne over til vandhanen for der at vaske sine hænder.
    – Det ville glæde hans mor, grinede Wagner tørt.
    Da klokken så ringede, så han højtideligt på sit ur, som blev han overrasket, skønt hans ur er af plastic og altid viser et kvarter over to. Engang havde Oscar spurgt ham om, hvorfor han altid gloede så satans meget på det ur og samtidig så så overrasket ud. – Fordi det altid viser et kvarter over to, svarede ungen.
    Jeg skal ikke komme ind på, hvad Oscar derefter gjorde ved ham.
    Men senere på dagen mødte selv samme Oscar ham nede på biblioteket (Oscar kommer der for at spille skak).
    – Jeg leder efter en bog, svarede Bertram ham.
    Oscar forklarede ham på sin sædvanlige stilfærdige facon, at han jo ikke kunne læse.
    – Man kan jo altid vise lidt interesse, mente lille Bertram.
    Oscar hidsede sig vist lidt op, specielt

Na policama za knjige

    ditte32607
    Noget for ungerne
    • 127
    • 345
    Bookmate
    Bjarne Reuter
    • 52
    • 64
    Anders Aagaard From
    Godnathistorier
    • 102
    • 18
    Ditte Amalie Holm Jørgensen
    Bjarne Reuter
    • 7
    • 5
    Thor Lind Rasmussen
    Børnebøger
    • 17
    • 2
fb2epub
Prevucite i otpustite datoteke (ne više od 5 odjednom)