Mennesket

Kampen om menneskets oprindelse bølgede nu frem og tilbage de følgende 30 år, mellem de bibeltro forskere som Buckland og de forskere, der som de Perthes nægtede at blande religion ind i videnskab. Den bibeltro Cuvier og Det Franske Geologiske Selskab nægtede f.eks. at anerkende, at der havde levet mennesker samtidig med uddøde dyr

Med syndflod tænkte Tournal ikke på en global katastrofe, men på mere lokale fænomener – dvs. lokale oversvømmelser, som ikke havde noget med religion at gøre. Sådanne lokale oversvømmelser kunne ikke forklare, hvordan nogle dyr kunne uddø overalt. Tournal overvejede derfor, om det måske var menneskene selv, der havde udryddet de uddøde dyr.

Den franske læge Paul Tournal fandt i 1827 en række redskaber sammen med knogler fra uddøde dyr i en hule ved Narbonne i det sydlige Frankrig. Det specielle ved Tournals opdagelse var, at der i knoglerne var skæremærker, som kun kunne være lavet af mennesker.
Da jordlagene i hulen lå pænt og ubrudte oven på hinanden, kunne han afvise, at syndfloden eller en anden stor katastrofe havde blandet noget sammen. Det, der fandtes i samme lag, måtte have tilhørt samme tid: med andre ord et uomtvisteligt bevis på, at mennesket havde eksisteret væsentligt længere end 5-6000 år.