Da Grethe som 70-årig i en arvesag fra Polynesien fik behov for at dokumentere, hvem hun var, kunne hun ikke. På dåbsattesten var hendes moder et journalnummer og faderen ukendt. I det offentlige var hun registreret med sit kælenavn, og bindeleddet til hendes familie havde hun ikke.
Som voksen var hun vellidt i sin omgangskreds og var kendt for sit sprudlende humør. Kun få kendte til hendes hemmelighed om de forfærdelige barndomsår.
Som lille drømte hun sig ofte væk til sin fjerne onkel på Samoa. Hun ville så gerne besøge ham. Som voksen fortsatte drømmen, næret af utallige breve, og endte med at blive til virkelighed.
Grethe er min moder, og jeg har altid vidst, at hun havde haft en meget barsk barndom. Kun sjældent røbede hun noget, og altid kun i små doser om, hvad hun havde været igennem. Hun fortalte aldrig hele historien. Det gjorde for ondt.
Da hun som 70-årig brød grædende sammen, kom der en del mere. Nok til, at jeg kunne sammenfatte historien om hendes opvækst. Mod alle odds blev hendes liv alligevel fantastisk.
Jeg skulle selv være 70, før jeg skrev bogen. Det blev ikke uden tårer.
👍Vredna čitanja
