Jammers-minde. En egenhændig skiedring of hendes fangenskab i Blaataarn i aarene 1663–1685

ieg ingen ledige Tiimer haffuer, [ia?] att en (for andre affskylig) Røtte mig endoc tienner til Tiidskortning.

Ieg saae lenge paa hender, skammede mig offuer henders V-forskammenhed oc offuer den Spott, hun giorde sig selffuer, ellers irrede ded mig ey meere end Hundene derris Bieffen, thi ieg actede begge lige meget[41].

Der wii komme lided bedre frem, saae ieg den bekiente v-dydige Birgitte Vlfelt, som sig glædde[40]. Hun haffde sig paa en Postwogn begiffuet; bag hender saed en Karl til Anseen som en Studenter. Hun kiørte langs Stranden. Der ieg wente mig om til den Siide, stoed hun op i Wognen oc loe aff all sin Mact, høyt skingrende

bleffue mine Demants Ørringe war oc nogle Ducater, ieg vdi Lær indsyed haffde om mit eene Knæ;

Gud forblindede dennem alligewel

erpaa søgte Abel Cathr. med sin Haand paa ett himlig Sted

er hun wille drage mig Sercken aff, bad ieg den att beholde. Ney, soer hun wed sin Siæl ey att torde.

I icke miste ded; ded skal altsammen forseglis oc Eder til beste forwaris, ded haffuer, som Gud! Dronningen sagt

en bad ieg om att maatte beholde. »Nein« (suarte Hoffmesterinnen)

a trinde Perler om min Hatt oc en Ring med en Demant v