Dybet

Den, der ikke kender til at kede sig, er styrtet ud i noget evigt, der går på tværs af tiden, han har sin gang i fantastiske egne, hvor mål og vægt ikke kendes, han er gået fast i en stinkende sumpverden af jammer og gru og vanvittig anger, hvis orm aldrig dør, eller han véd en vej til uudtømmelige glæder, leger i stille henrykkelse med de vises sten – evigheder, men de holder ikke, de hører op, af og til, (som var det en dårlig spøg, at du var i dødsriget, uden håb, eller at du havde fundet de vises sten. Tiden, der er snusfornuftig og småborgerlig som en tommestok, opsluger dem. Ormen dør virkelig, af og til,) og ilden går ud. Du og tiden følges ad en lille stund. Men ormen genopstår, vender forfærdelig tilbage, og der tændes ny ild, og nye himle hvælver sig over det elendige menneske, der intet ved om sin bestemmelse. Det er fattigt at kede sig, men det andet, det bundløse, er det da godt? Det er vort liv. Det er at få korn malet, men til fordel for hvem? Måske til fordel for Gud. Måske tjener vi Gud, lidenskabeligt og uegennyttigt, selv i vor bitre vantro. Måske er Gud ingenlunde en vredens Gud i skyen eller en kærlighedens Gud, men snarere at ligne ved en stor, koldsindig biavler. Måske er al kval og ophidselse, alle heroiske og frugtesløse anstrengelser honningsankning til nytte for et hus, der er hævet over vor forståelse, og som ikke kommer os ved.