Citati iz knjige „Stjernestøv“ autora Neil Gaiman

Bag dem strålede markedets lys, lygterne og kærterne og hekselanternerne og fe-glimmeret, som en drøm på nattehimlen, der var flyttet ned på jorden. Foran dem, på den anden side af engen, bag åbningen i muren, som nu stod ubevogtet, lå byen Mur. Olielamper og gaslygter og stearinlys strålede i landsbyhusenes vinduer. For Tristran var de i det øjeblik lige så fjerne og ubegribelige som 1001 Nats verden.
Hun haltede gennem markedet, som mørket var ved at sænke sig over, og standsede op ved et telt, som genlød af musik og bifald, og som lyset strømmede ud fra som varm, gylden honning
Lady Una tog en dyb indånding
Så må jeg undskylde, at jeg har kaldt dig en sjuskedorte, Lady Una,« sagde hun, som om hvert et ord var bittert savsmuld, som hun spyttede ud af munden
Tristrans hjerte hamrede i brystet på ham, som om det ikke var stort nok til at rumme al den glæde, det havde i sig. Han åbnede øjnene og kyssede stjernen. Hendes himmelblå øjne så ind i hans, og i hendes øjne kunne han ikke se, at han nogensinde skulle skilles fra hende.
Det begyndte at blæse op, så det rev og ruskede i bodernes teltdug og i alle flagene, og en kold regn strømmede ned over dem. De søgte tilflugt under en bogsælgers markise sammen med en del andre mennesker og væsner
Nej,« sagde hun alvorligt og oprigtigt, »det gør du ikke.«
Fordi ...« sagde stjernen, og så afbrød hun sig selv. »Ja,«
Hun tog Victoria Forester grundigt i øjesyn
bragte han det emne på bane, som havde plaget ham, nemlig spørgsmålet om hans herkomst
Fordi,« sagde hun, og der var lettelse i hendes stemme, da hun sagde det, enorm lettelse, som om hun slap for en stor byrde
Morgensolen skinnede ind gennem de høje blondegardiner og spillede i hendes kastanjebrune hår bagfra, så hendes ansigt var indrammet af guld. »Lad mig se på dig,« sagde hun.
Hans hoved svirrede af dufte og lyde fra hans fødeby, og hans hjerte svulmede
og hans hånd fandt hendes og gav den et beroligende klem
selv om han med et skyldbetynget sæt erkendte, at han havde glemt farven
Hun kastede et blik på Tristran, og der var noget ved de violette øjne, som Tristran fandt særdeles velkendt, selv om han ikke kunne erindre, hvor han havde set dem før.
Solen skinnede dem i øjnene og blændede dem og forvandlede deres verden til flydende guld. Himlen og træerne og buskene og selv vejen var gylden i lyset fra den nedgående sol.
Han smilede bredt og triumferende og sænkede sin kølle.
vejkanten midt i Grøften lå der noget, som ved første øjekast blot så ud til at være en dynge kviste og pinde. En nøjere undersøgelse ville have afsløret, at det var en mellemting mellem et lille skur og en stor tipi af træ, med et hul i taget som man med mellemrum kunne se grå røg drive op af.
Beboelsesvognen knagede og slingrede gennem skoven.
fb2epub
Prevucite i otpustite datoteke (ne više od 5 odjednom)