Resiliensprocesser – begreb, forskning og praksis

Resiliens er et fænomen eller en proces, som er udtryk for en relativ positiv tilpasning på trods af erfaring med betydelig modgang eller traumer. (Luthar, 2003: 510)

resiliens er ikke en særlig egenskab, men derimod et resultat af et dynamisk samspil mellem barnet og dets omgivelser.

resilience” netop til at beskrive et objekts elasticitet.

springe tilbage” eller ”at slå tilbage”.

Resiliensprocesser er ikke en lineær udviklingsproces, men derimod en dynamisk udvikling, som foregår mellem barnet og de fællesskaber og verdner, som barnet lever i

Man kan sige, at resiliens er en praktisk forståelsesramme, som kan hjælpe med at holde fokus på at understøtte barnet, familien eller gruppen i en udviklingsproces frem mod at klare sig godt på trods af vanskelige vilkår og betingelser.

udvikling efter en risikosituation eller positiv udvikling i et risikofyldt opvækstmiljø, hvor der er flere risikofaktorer til stede samtidig

Wyman, Sandler, Wolchik og Nelsons model viser samspillet mellem udviklingsprocesser generelt og resiliensprocesser.

Omsorgssvigt og seksuelt misbrug er de mest veldokumenterede risikofaktorer og belastninger i et barns liv og udvikling (se side 55).

proces er illustreret i Wymans model, som viser, at når modgang truer et barns positive trivsel, så griber truslen også ind i barnets udviklingsmæssige opgave.