Endnu en Katherine

Fremtiden kommer til at udslette alt – der findes ikke noget niveau af berømmelse eller genialitet, der giver os mulighed for at undslippe forglemmelsen. Den uendelige fremtid gør det umuligt at betyde noget på den måde.

hans matematiske udtryk blev stadig mere kompliceret, indtil det næsten – hvordan undgår man, at det her kommer til at lyde nørdet? – okay, næsten var smukt.

Men bøgerne havde han i hvert fald. Bøger er de ultimative Droppede: Læg dem fra dig, og de venter på dig til evig tid; giv dem opmærksomhed, og de gengælder altid din kærlighed.

Gud ske tak og lov for det Dobbelte Omvendte Bremsespor.«

Morgenen efter at det erklærede vidunderbarn Colin Singleton havde afsluttet highschool og for nittende gang var blevet droppet af en pige ved navn Katherine, gik han i karbad. Colin havde altid foretrukket karbade; et af hans gennemgående principper her i tilværelsen var aldrig at gøre noget stående, der lige så godt kunne gøres liggende. Så snart vandet blev varmt, steg han op i karret, og han sad med et besynderlig tomt udtryk i ansigtet og iagttog, hvordan han blev dækket af vand. Vandet bevægede sig tomme for tomme op over hans ben, der lå over kors i bunden af karret. Han registrerede, om end fraværende, at han var blevet for stor til badekarret – han lignede en næsten voksen, der leger barn.
Da vandet begyndte at skylle op over hans magre, men ikke spor muskuløse mave, kom han til at tænke på Arkimedes. Da Colin var i fireårsalderen, havde han læst en bog om Arkimedes, den græske filosof der havde sat sig ned i sit badekar og fundet ud af, at rumfanget af et legeme kunne måles på, hvor meget vand det fortrængte. Efter at have gjort denne opdagelse skulle Arkimedes efter sigende have råbt »Eureka!« [1] og være løbet nøgen gennem gaderne. I bogen stod der, at mange vigtige opdagelser havde et ‘eureka-øjeblik’. Og allerede dengang ville Colin meget gerne gøre nogle vigtige opdagelser, så da hans mor kom hjem om aftenen, spurgte han: