Føtexsøen

Tænk at kunne leve af at skrive. Var jeg forfatter, ville jeg lege med den sætning: Jeg lever når jeg skriver. Jeg skriver når jeg lever. Jeg dør hvis jeg ikke skriver. Og når jeg siger, at jeg ikke kan

Jeg hader at arbejde. Endnu

er jeg stadig. Ligesom jeg er på alle andre, der skriver godt. Det kan ærgre mig, at det ikke er mig, som har fundet på Tilværelsens ulidelige lethed. Borgerskabets diskrete charme. Hjertet er

dengang. Min far har både haft en grillbar og været pølsemand. Så han var måske den første muslim, der ejede en pølsevogn. Og nu er det ikke meningen, at jeg vil gå Dan Turèll i bedene her. Jeg vil bare gentage, at min far måske var den første, der var pølsemand og muslim på en og samme tid. Og her mener jeg

Jeg ved bare, at jeg var barn af 80’erne, der blev til 90’erne, og vi stadig ikke havde

nogen, og man kom sammen med nogen. Desværre var jeg vist det, man kalder sent ude, hvis jeg da altså var vokset op i 50’erne som min mor og gik på mælkebar og i drive-in. Hun e

rlag, når man er slået igennem. Jeg har for eksempel ikke lyst til at skrive, at jeg søgte ind på Forfatterskolen fem år i træk og ikke kom ind, men bare modtog det samme standardbrev. Sådan noget kan man sige, når man er slået igennem. Så kan

Men jeg vil gerne bekende kulør. Jeg vil gerne skrive, at jeg er brun, fordi min far er fra Egypten. Så har vi det på det rene. Jeg vil gerne forsøge at skrive om mig selv. Det må bare ikke blive for privat. Helst bare personligt. Ligesom Bo hr. Hansen gerne vil skrive sært almindeligt, så vil jeg helst skrive personligt. Ikke privat personligt, for det er noget vrøvl.

Men er det overhovedet interessant?

prøvet. Engang skrev jeg digte. Jeg ville så gerne skrive et langt mørkt digt om Høje Taastrup. Det er i hvert fald personligt. Dér er jeg vokset op. Dér var jeg misundelig det meste af tiden. Mest på min venin‍