Riverdale 1: Dagen før dagen

påklistrede smil der i virkeligheden

Nå ja, selvfølgelig. Cool.” Han kørte tænksomt en hånd gennem håret.

Jeg anede ikke, hvad der fik mig til at sige det, jeg sagde. Jeg havde overvejet det i ugevis – ja, jeg havde jo for fanden tænkt på det, da jeg slog øjnene op samme morgen. Men mit forhold til Archie virkede simpelthen for kuld

og at alle, også ganske almindelige mennesker, ligner stjerner og måske faktisk bliver stjerner en dag. Jeg følte mig stadig som den lille pige fra landet, der var kommet til storbyen, og hvordan skulle jeg egentlig også kunne andet? Bogstavelig talt alt mit tøj havde en eller anden form for lyserødt blomstertryk. Jeg kunne lige så godt have skrevet TURIST i panden … eller ALIEN. Men jeg begyndte så småt at vænne mig til byens rytme, og selv om jeg følte mig fremmed, følte jeg mig samtidig godt tilpas der.

Polly blev ved med at sms’e og spørge til fyrene i LA, og jeg blev ved med at svare det samme: Fyre lægger aldrig rigtig mærke til mig. Jeg er ”hende den søde”. Naboens datter. Og den eneste fyr, jeg nogensinde har ønsket skulle lægge mærke til mig, elsker mig allerede … men nok ikke på den måde, jeg godt kunne tænke mig. For ham er jeg naboens datter.

(Jeg er ikke 100 procent sikker på, hvordan han har det med mig. Jeg har aldrig turdet spørge).

Det var altså fredag, det var sommer, og Rebecca havde bedt mig hente sushi (makiruller med tempurarejer og brune ris, ekstra spicy mayo ved siden af og en hijiki-salat – jeg havde allerede lært hendes bestilling udenad). Men selv om jeg havde ringet i forvejen, sagde indehaveren, at det ville tage lidt tid, så jeg tog min bog (min yndlings, Blå, blå øjne, selvfølgelig) og satte mig på græsset i

Jeg er helt smadret. Er du ikke det? Hvordan kan du ikke være smadret?” Det var tidligt på sommeren, og jeg var endnu ikke begyndt at træne, og jeg følte altid, at jeg havde fået bank, når jeg kom hjem fra arbejde.

Læbestiften – fra NARS i nuancen Natalie – sad perfekt. Hun var fejlfri.
”Det ser g

Jeg puffede til ham. ”Nu savler du igen.”
”Undskyld.” Han rettede endnu en gang sin fulde opmærksomhed mod mig. ”Jeg savler selvfølgelig kun over dig. Jeg skal nok hjælpe med at gøre mere ved de triceps, hvis du har lyst.”
”Adr. Men meget rørende. Der findes stadig ridderlighed i verden.” Det var ikke ligefrem Casablanca – mere som indledningen til en plat komedie – men sådan var Nick St. Clairs ynkelige forsøg ud i det romantiske.
Vi gik ovenpå, hvor spisebordet var omdannet til kommandocentral: Min mor var der selvfølgelig, og ved siden af hende sad Rafe i sin signaturuniform – sorte skinny jeans, grå trøje med V-hals og Gucci-high-tops i læder. Bag det ene øre blinkede hans bluetooth-headset, og han stirrede stift ned i en iPad med en koncentration, der grænsede til det overmenneskelige. Adskillige hjælpere i hvide jakker futtede omkring og arrangerede kunstfærdige opsatser af frodige, langstilkede blomster, hængte lyskæder op og flyttede møblerne rundt i minglevenlige klynger. De var professionelle til det her – bogstavelig talt. Min mor og jeg var også ret prof. Det måtte man give hende: Der var omtrent lige så mange mennesker til stede lige nu, som der ville være gæster senere, på forskellige forberedende stadier, og ikke så meget som én ravnesort hårlok sad skævt på hende. Læbestiften – fra NARS i nuancen Natalie – sad perfekt. Hun var fejlfri.
”Det ser godt ud, mor,” sagde jeg og så på en kæmpemæssig skål fyldt med guldbelagte søpindsvin.
”Sotheby’s,” sagde min mor og fulgte mit blik. ”Fra Douglas Fairbanks’ ejendom i Palm Beach.”
”Det er da megagodt gået,” sagde jeg med et beundrende blik på skålen. ”Og det kommer til at se fantastisk ud på …”
”Toiletbordet i det store badeværelse i Lodgehampton!” sagde vi i kor og lo.
Rafe så på os begge to og gjorde tegn med en

Læbestiften – fra NARS i nuancen Natalie – sad perfekt.