Mødrenes gade

endes tanker kredsede om kjolerne, som stod i skærende kontrast til Rolling Stones, til hendes egen verden, til Elisabet og drengenes verden, hvor mange verdener mon der fandtes, som hun ikke kendte til? Og hun så i Kristofers blik, at han tænkte på noget lignende, det var så sært, som tankerne fløj mellem dem, hun vidste, at han også tænkte på verden og fremtiden, hun så utrygheden i hans øjne, den viste sig i korte glimt, men hun så den, og han så i hendes øjne, at hun havde set den. Nummeret var forbi, de lænede sig frem over bordet og ville sige noget begavet, da døren blev revet op. En kvinde stod i døren.

Ingen flytter fra den her gade.

er var en uro i de unge, en generel kriblen og irritation, som gaden ikke havde bemærket før, og den havde immervæk huset unge i mange årtier.

trak vejret dybt og langsomt og døsede udmattet hen på grund af sin egen eksistens. Det ene øjeblik kunne den

Aftensolen havde fundet sig til rette over gaderne.
Hun kunne se den gennem det åbne indgangsparti og længtes efter at

Marin var rystet. Kristofers bedstemor? Hvor vidste hun det fra? Havde

Drengene skulle op, før fanden fik sko på for at uddele kommunistpartiets avis, Folkeviljen.

denne tid af året, den slumrede i forårskulden, nød stilheden, der herskede, inden sommeren brød løs, inden

Naturligvis havde hun ikke glemt det, Elisabet glemte aldrig noget, hun havde bare set, at det ville være tørvejr til om morgenen, og derfor ladet alt sengetøjet blive udenfor, for hun havde hængt det ud ret sent og var klar over, at det ikke ville kunne nå at tørre inden natten, men ordentlige husmødre lod selvfølgelig ikke vasketøjet hænge ude om natten, og derfor lød det bedre at sige, da politiet kom, at hun havde glemt det på grund af travlhed med husarbejdet.