Stålets vilje

„Men måske ikke lige her.“
Ferro trak på skuldrene og satte sig på den midterste grav.

Vinden piskede mod hans øjne, trak i hans tøj, stjal åndedrættet fra hans mund

trimlede videre ned ad bakken, og omgivelserne hvirvlede forbi mens Logen forsøgte at tænke klart og samtidig kværke den store fladpande. Han kunne ikke stoppe styrtet.

væltede sammen omkuld på den våde jord og rullede gennem snavset og tornene og de brækkede grene. De flåede i hinanden, slog og snerrede. Logen stødte hovedet så hårdt ind mod en rod at det ringede for hans ører

rettede et stød mod ham

Han kastede sig til den ene side, men gled og faldt forover, rullede væk og fægtede sig vej gennem buskadset med en klar forventning om at spyddet når som helst ville bore sig ind i hans ryg. Han kæmpede sig forpustet op at stå

undtet med et klask og lod hånden hvile ovenpå idet han lænede

skilte sig ud fra publikum som overmoden frugt og var omtrent lige så populære.

Der var ingen vinduer, for gangen lå under jorden, og lygternes skær kastede langsomt bølgende skygger i alle kroge.

De piskende dråber fik hans hår til at klistre til hovedbunden og trængte ind i hans tøj