Naja Münster – Ferie, fjender og flødeskum

Men hun er åbenbart ikke forberedt på Åges bombe, for hun bliver så forskrækket, at hun taber babyen, da Åge rammer vandet som en lille, hård kugle med orange vinger. Det sker næsten som i slowmotion. Babyen kan åbenbart ikke holde balancen, så den ryger bagover, mens dens mor skriger. Jeg tænker slet ikke, jeg rækker bare ud efter babyen og får fat i dens arm. Og holder fast af alle mine kræfter. Kunne man fryse billedet lige dér, havde det set ret sejt ud. Mig siddende på bassinkanten med en baby med bar numse i strakt arm. Heldigvis er moren hurtig og tager babyen i sin favn med begge arme.
“Du reddede min baby!” siger hun og gisper. “Tak.”
Babyen pludrer glad og højrøstet og har slet ikke fattet, hvad der er sket.
Men Caroline har rejst sig. Forfærdet står hun og peger ned i vandet, hvor Åge nu ligger og leger farlig haj.
“Ad!” skriger Caroline så. “Der er puha i vandet!”
Jeg springer op. Spejder ned i det krystalklare vand. Og det er rigtigt nok. Der ligger en lort og svømmer rundt i vandet.
Oh no! Det er klamt.
Så går det op for mig, at babyen simpelthen nåede at pølle i vandet, mens den hang dér og dinglede i min strakte arm.
“Pøller i poolen!” skriger Åge og basker med sine badevinger, så der bliver brunt omkring ham.
Jeg behøver vist ikke at fortælle, at jeg var lige ved at kaste op.
“Åh nej!” sukker babymoren og ser ned ad sig selv. Babyen er åbenbart ikke færdig med at pølle.

Jeg ruller væk, for nu bliver det simpelthen for ulækkert.

virkelig god til

selfie sammen med ham. Men det er, fordi det var Morten, der startede det hele. Altså det dér med at lave videoer til YouTube. Og det er han

så vi kan finde vores ens badedragter.

“Min mor plejer aldrig at forlade sit sæde, medmindre flyet er helt roligt.”

“Kommer der lufthuller, så ender vi oppe under loftet.”

“Jeg elsker lufthuller!” skråler Caroline og kigger ud ad vinduet. “Se, skyerne ligner flødeskum,” jubler hun. “Jeg elsker flødeskum,” råber hun.

Og det er ikke løgn. Caroline kan tømme sådan en hel dåse ned i munden på nul komma fem.

Nå, men jeg og Caroline spænder os fast igen, og jeg vil egentlig også gerne prøve sådan et lufthul, men desværre flyver vi helt stille og ligeud resten af turen. Det eneste, vi oplever, er de to drenge, der bliver ved med at slås.

“Åh, Carl-Emil. Stop det nu!” Moren siger det flere gange, men det virker ikke på de to rødhårede.

“Ej, hvor er de irriterende,” sukker jeg, mens vi begynder landingen. Jeg håber virkelig ikke, at de skal bo i samme by som os.

Men det skulle de. Desværre. Og på samme hotel. Oh no!

Men det var slet ikke det værste.