Ikke mange kriminalforfattere synes at have så uhindret adgang til menneskets sorte sider som norske Karin Fossum. Det beviser hun igen i «Jeg kan se i mørke», som er beretningen om den mandlige sygeplejer Riktor, der arbejder på et plejehjem. Udadtil er han en pligtopfyldende, høflig person, som ingen kan sætte en finger på, selv om han er lidt «sær». Men indadtil er han plejeren fra Helvede.
Riktor følger altid sine laveste instinkter, og han føler sig i sin gode ret til at gøre det. Derfor piner han sine patinter, som er for gamle og senile til at afsløre ham: Han river dem i håret, skyller deres medicin ud i lokum, fortæller dem, at de skal dø.
Men Riktor vil egentlig gerne ud af sin ensomhed. Derfor slutter han et mærkeligt venskab med den stærkt alkoholiserede Arnfinn, som han møder i en park. En dag ser Riktor Arnfinn stjæle penge fra Riktors pung. Uden at tøve slår han ham ihjel med en hammer og begraver ham under en rododendronbusk i baghaven.
Få dage efter dukker politiet op. Men det er ikke Arnfinn, de leder efter. De anklager Riktor for et mord på en patient på plejehjemmet — et mord, han imidlertid ikke har begået.
Karin Fossum er en mester i at beskrive gråzonerne i menneskesindet — også i læserens. For har Riktor egentlig ikke fortjent at blive dømt, ligegyldigt for hvad?
