Muleum

I dag er alle dage. Og alle øjeblikke er nu. Og hvorfor i himlens navn skulle jeg stå op? Men jeg kunne lige så godt spørge hvorfor blive liggende? Alt det her er frygtelig rodet og kompliceret for mig lige nu, men det ender nok alligevel med, at jeg står op om ikke så længe.

Fordelen ved at rejse så meget og så hurtigt, som jeg har gjort her på det sidste, er, at jeg mister mig selv, og det passer mig fint. Jeg vil ikke have mig selv.

Jeg kan godt lide, at flyvemaskiner har vægge og stole og dermed mere eller mindre ser ud som en slags værelse. I hvert fald indefra. Det skaber nemlig en illusion om, at man er i sikkerhed. Og den illusion bliver brudt, hver gang et fly falder ned, og jeg længes efter, at den bliver brudt. Det er måske det, jeg længes mest efter: at illusionerne om sikkerhed og tryghed skal blive brudt. For mit vedkommende er grundlaget allerede smuldret, og så kan de andre illusioner også blive knust, enten en efter en eller alle på samme tid, i ét stort og uigenkaldeligt brag.

Folk tror, at gud er så klog og original, men jeg tror, han er ligesom alle andre. Det er blandt andet derfor, jeg skriver gud med lille g. Den dag, Tom og mor og far dukker op, begynder jeg at skrive hans navn med stort.

Jeg kan ikke bruge muleum længere, fordi dem, jeg brugte det sammen med, er væk.

så hvis man sætter sagen på spidsen, kan man måske godt sige, at jeg har udnyttet ham, ikke bevidst og med vilje, godt nok, jeg planlagde det ikke, men resultatet er alligevel, at jeg i fire dage har udnyttet verdens bedste kortbaneløber seksuelt.

Og midt i det hele er jeg altså blevet tilbudt et job. Det viser sig, at der findes et blad, der hedder Selvmorderen, der henvender sig til alle, der tænker på at tage livet af sig. Jeg har aldrig hørt om det, men det findes altså, og nu er redaktøren lige død (surprise), og så vil de gerne vide, om jeg vil overtage. Det er vist et problem, de konstant støder på. Der er ikke ret meget kontinuitet i redaktionen, og så spørger de mig, fordi jeg er blevet berømt på grund af mit forsøg, og de forestiller sig sikkert, at jeg kan give sådan nogle som dem, eller os, et mere synligt ansigt udadtil.