Albions datter

»Nej, jeg –« Han gik i stå.

da døren gik op, og Bebin trådte

Det var for sent at begynde at tænke på at tænde bål eller finde mad.

Midt i min gru kunne jeg genkende dette mørke. Der var noget uhyrligt i mig selv, der kaldte det frem. Det, jeg havde frygtet hele mit liv, gik til angreb på mig nu. Jeg var helt alene. Det var min straf. Min velfortjente straf. Straffen for at sætte min elsker over min plejemor, for at afvise mine Ældstes visdom, for at tro, at jeg kunne leve uden skind. Hvis man kunne modstå frygten under den lange nat, ville den ikke vende tilbage igen. Men frygten havde fået mig ned med nakken.

jeg omsider kom op til toppen, befandt jeg mig i en rydning kantet med groft skårne grene, vrietorn og sten. Et bål brændte inde i midten, men ingen passede det. Her var ingen. Jeg satte mig tungt på en træstamme, mine ben rystede, og jeg lukkede øjnene. Jeg var virkelig kommet væk fra alt, hvad jeg kendte.

Jeg gik langsomt af sted, jeg var helt udkørt efter nattens strabadser. Men da jeg endelig trådte ud af skoven, var der ingen tempelhytter. Ingen nyindviede. Der var slet ingenting. »Sulis?« kaldte jeg usikkert. »Taliesin?«

Langsomt brød et smil frem på hendes ansigt.