Gennem dine øjne

Sådan er denne verden også. Den er ikke kun krig og grådig­hed og ar­ternes udryddelse. Den er også kæder af mennesker der prøver at passe på hin­anden.

Klinikken for Enden af Vejen.

Måske første gang vi over­hovedet havde talt i en drøm. For det Simon havde sagt til Frøken Christiansen da hun lå og sov, havde måske været inde i bevidst­heden.

Når voksne voldtager børn, er det som hævn. De vil hævne deres egen barn­dom. Hvor de selv blev mis­brugt. Dette er vrede, vrede og magt­udøvelse. Det er ikke sex.
Hun var ved at befri drengens seksualitet fra det han havde lidt. På den ene side stod hun ved siden af ham, helt roligt. På den anden side var hun bøjet over ham. Og ud af det lemlæste­de system løftede hun en rask kerne. En del af ham selv der ikke

, orien­te­rings­løs

havde ofte tænkt at jeg befandt mig bedst i selskab med børn. Børn udfordre­de ikke min afgrænsning. Der er en blødhed omkring børn, en vidde.

mærkede hvor åben den var. Hvor åben og ubeskyttet. Vi hørte replikker. Konstateringer. Vurderinger. Musik­stumper. Og de gik igennem ham, det var det vi mær­kede. Rosende replikker, så­rende, vurderende, anerkendende, afvisende. Og han kunne ikke beskytte sig, havde aldrig kunnet. Han var helt åben, og livet drev og hamrede igennem ham. Han havde prøvet at opbygge en vel­trænet krop, en vel­funge­rende person­lighed der kunne dæmpe den flod af indtryk der strømmer igennem et ubeskyttet system. Det var ikke lykke­des.

børn har og havde ingen magt. Børn har ingen indflydelse på deres egen virke­lighed og derfor ingen indflydelse på hvilket indhold tiden har.

meget havde jeg tidligere forstå­et.
Det jeg nu så, var dy­be­re.
Det var lykke­des manden ved bordet og mine børn at åbne så dybt til hin­anden som børnene og deres mor, og børnene og jeg.
El­ler i hvert fald til et be­slæg­tet ni­veau.
Jeg så endnu et for­hold.
Det er vanskeligt at for­klare, det unddrager sig sproget. Det jeg så, var at det vi kalder instinkter, alligevel er overfladisk. Den gene­tiske kodning, det flok­instinkt der hjælper os til at elske vores børn, er overfladisk i forhold til det, dybere, jeg så i rummet foran mig. Som var mellem manden og børnene. Som var kær­lighed.
Jeg så direkte hvad han og børnene havde gjort for at nå frem til hin­anden. De havde sluppet instinktive for­behold.
De havde givet sig hen til det i os der er dybere, meget dybere, end vores instinkter. Eller som er en dybere instinktivitet: ønsket om samhørig­hed. Om at føle dyb kær­lighed til andre.
Det­te var in­gen an­ta­gel­se. Det var en iagt­ta­gel­se. Jeg så det di­rek­te. Og jeg så det på grund af det jeg havde op­le­vet på kli­nik­ken.
Jeg gik hen til bor­det og lag­de en hånd på hans arm.
– Tak, sag­de jeg.

Jeg havde set mange møder mellem børn og nye partnere i skils­misse­familier.
Jeg havde set hvor vanskeligt det er at etablere en dyb kær­lighed der ikke er støttet af instinkterne.
Ens eg­ne børn får man hjælp til at el­ske. De er på en må­de ud af ens egen krop, født ind i ens egen flok, ens stam­me, ens klan. Man får hjælp af si­ne cel­ler til at el­ske dem.
Kær­ligheds­processer uden denne hjælp er anderledes. Langsom­mere. Delikate.