Spirit Animals 4: Ild og is

katastrofe med græs og kød, du biksede sammen til os i Zhong, var langt mere forfærdelig. Og den fårevits, du fortæller til alle, første gang du møder dem. Forfærdelig! Og din stank! Du store brunsovs, du lugter, som en fis slået af Den Altfortærende selv!”

En hvalros,” hviskede Rollan. ”Selvfølgelig skulle det lige være en hvalros. Nu ved jeg bare, at jeg hader hvalrosser.”
De andre børn lo. Lyden var både ærlig og nervøs og fuld af smerte.

Conor knurrede igen.
”Jeg tror, du måske er ved at blive til en ulv,” sagde Rollan.
Conor stirrede, da Shane sprang ned fra hustaget og vinkede til Conor, som om de var gamle venner.
”Jeg har lyst til at stikke ham én på tuden,” sagde Conor.

”Tilbage!” råbte Conor, og Rollan nåede lige akkurat at komme på benene og tage et skridt bagud, før en dæmon sprang op af isen.
”HVALROS!” skreg Rollan. Han stavrede baglæns, ude af stand til at gøre andet end pege på uhyret, der var kommet op af isen. Stødtænder svingede ud mod Tarik, der sprang til side for ikke at blive ramt, men hans odder-forstærkede fart passede ikke ret godt til det glatte underlag, og hans fødder forsvandt under ham.
”HVALROS!” råbte Rollan igen.

”Tror du, der er en grund til, at Tarik satte mig bagerst?” hviskede Conor til Rollan, da alle var bundet fast til rebet, og vandringen var begyndt. ”Jeg har forhåbentlig ikke fornærmet ham?”
”Det er sikkert bare, fordi du lugter,” sagde Rollan.
”Du lugter mindst lige så slemt som mig,” fnøs Conor.
”Nej, bogstavelig talt,” sagde Rollan. ”Jeg mener, fordi du har den bedste lugtesans. Du kan måske ved hjælp af dine ulvesnudekræfter opdage, om nogen følger efter os, eller sådan noget.”
”Åh,” sagde Conor og skævede bagud.
”Men det er sikkert også, fordi du stinker,” sagde Rollan.

”Men hvordan skal vi nu skaffe proviant til hjemrejsen?” spurgte Conor.
”Jeg er bange for, at ardufolket i landsbyen ikke vil være helt så imødekommende denne gang,” sagde Tarik, idet hans odder uden varsel forsvandt ind i sin dvaletilstand.
”På grund af det med ispaladset?” spurgte Rollan. ”Hvordan skulle de kunne vide noget om det? Jeg har ikke set nogen postheste eller posthvalrosser, eller hvad de nu bruger. De ved garanteret ikke, at vi i virkeligheden er en dødskommando af grusomme palads-nedrivere.”
”Ikke desto mindre,” sagde Tarik

”Så I den hund?” Han hvislede mellem tænderne. ”Jeg var lige ved at tisse i bukserne.”
”Han mener hvalrossen,” sagde Meilin. ”En af arduerne har knyttet bånd med en hvalros.”
”Aha,” sagde Tarik. ”Værsgo, Rollan. Så har du set en hvalros.”
”Var det en hvalros?” Rollan så sig tilbage. Hvalrossen stod foran ardufolket og stirrede stadig efter dem. Den hylebjæffede igen. Rollan gøs.
”Uhyggeligt,” sagde han. ”Jeg tror ikke, jeg er så glad for hvalrosser.”

”Det var ikke forfærdeligt,” sagde Rollan. ”Eller det var i det mindste ikke nær så forfærdeligt som nogle af de andre forfærdelige ting, du har gjort både før og efter.”
Conor stirrede lamslået på ham. ”Hvad?”
”Den gryderet! Den der sammenkogte