Jesus

Den jødiske sanger og forfatter Leonard Cohen – ham med ”Hallelujah” – beskriver på sin egen måde, hvorfor Jesus bliver ved med at forskrække og fascinere:
”Jeg er meget betaget af Jesus Kristus. Han er måske den skønneste fyr, der har betrådt jordens overflade. Enhver, der siger ’Salige er de fattige. Salige er de sagtmodige’, må være en skikkelse båret af mageløs generøsitet, indsigt og vanvid … En mand, der satte sig i tyvenes, de prostitueredes og de hjemløses sted, hans holdning kan ikke begribes. Det er en umenneskelig generøsitet. En generøsitet, der ville vælte verden omkuld, hvis den blev modtaget, fordi intet ville kunne holde til en sådan barmhjertighed.”

Her rammer vi ind i en anden brudflade mellem Jesus og den kristne bevægelse, der fulgte efter ham. Jeg tror ikke, at den historiske Jesus bad disciplene om at gå ud og gøre alle folkeslag til sine disciple. Jesusbevægelsen var på Jesus’ egen tid en intern jødisk reformbevægelse. I Matthæusevangeliet understreger Jesus flere gange over for disciplene, at det er jøder og kun jøder, der er målgruppen.
Ideen om at inkludere ikke-jøder og være en multietnisk bevægelse opstod først efter Jesus’ død. Og det var ikke ukontroversielt. De kristne måtte af holde det såkaldte apostelmøde om sagen omkring år 50 e.Kr., hvor Jesus’ egne disciple som Peter og hans bror, Jakob, faktisk var skeptiske over for ideen, mens den nytilkomne Paulus var dens stærkeste fortaler.
Og kosmopolitten Paulus vandt kampen

følgende århundreder udviklede sig til en egentlig kristen treenighedslære om Gud som faderen, sønnen og helligånden. Efterhånden som ikke-jøder konverterede til den kristne bevægelse, og den gradvist voksede ud af jødedommen, fik ideen om Jesus som Guds søn rodfæste som dogme i kristendommen.

Paulus’ breve afspejler, at kristne tidligt begyndte at beskrive Jesus ikke bare som vismand, men som selve Visdommen fra Gud. Og derfra var der ikke langt til en slags to-enighed med Gud som skaberen og Jesus som Visdommen, hvilket i de

historie og Guds historie smelter sammen i Jesus’ skæbne. Forholdet til det andet menneske og forholdet til Gud er blevet to sider af samme sag.

Manden henvendte sig nu til Rabbi Hillel, der optog manden i jødedommen med ordene: ”Hvad du selv finder forkasteligt, skal du ikke gøre mod din næste. Det er hele Moseloven; resten er dens fortolkning”.
De to rabbinere var Jesus’ samtidige, og selv om legenden først findes i skriftlig form nogle århundreder senere, beskriver den meget godt jødedommens interne fortolkningskamp, også på Jesus’ tid. Jesus var tilsyneladende på linje med Rabbi Hillel, for også Jesus pegede på den gyldne regel som Moselovens centrum: ”Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne”.

Nu var der næppe nogen vise mænd fra Østerland til stede ved Jesus’ fødsel. Juleevangelierne hos Lukas og Matthæus er eksempler på jødisk haggadah. I jødedommen var det almindelig praksis at skrive nye, opbyggelige legender på baggrund af fortællingerne i Det Gamle Testamente. Skriften var hellig, men ikke urørlig. Det var, som om forfatterne tænkte: ”Bibelens fortællinger er skønne. Lad os lave nogle flere af dem”.
Legenderne om Jesus’ fødsel er fulde af den slags genbrug fra Det Gamle Testamente: den gudgivne graviditet, de fremmede gæster hos Israels nye konge, messiasstjernen, mordforsøget foranstaltet af den siddende konge og hjemrejsen fra Egypten. Jeg vil ikke udelukke, at der kan være historiske elementer i fødselsberetningerne – for eksempel hedder forældrene Maria og Josef i begge udgaver – men beretningerne er først og fremmest haggadah. De vil svare på følgende spørgsmål: Hvis Jesus virkelig er den nye messias, hvordan må hans fødsel så have set ud?

en række happenings fra Jesus’ side. Måske lærte han denne form for kommunikation hos Johannes Døber

Først og fremmest fordi Jesus fik en betragteligt bedre pressechef end Johannes Døber.

Mente de kristne på baggrund af deres opstandelsesvisioner, at Jesus havde gennemgået en slags apoteose, altså at Gud havde ophøjet Jesus til guddom efter hans død