Den Fortabte Generaion, der fortsætter Morten hin Røde, handler om den første Verdenskrigs sidste Aar og Tiden nærmest derefter. Morten er rejst til Tyskland, hvor det ser ud, som om Arbejderne endelig vil gøre Slut paa Verdenskrigen ved en Generalstrejke. Men Opholdet dernede bliver en stor Skuffelse; det tyske Folk er træt af denne Krig, men ikke af Krig som saadan. Han vender tilbage og mødes med Marie i et lykkeligt Ægteskab. Hjemmet bliver det Fristed, hvor han er glad og tryg, uden for det føler han sig til Gengæld oftest som noget af baade en Frihedskæmper og en fredløs.
Den første Verdenskrig har ikke sat Punktum for det gamle udlevede! Den har tværtimod virket opløsende paa de nyskabende Kræfter, skabt Forvirring og stærke Brydninger inden for Arbejdernes Rækker og yderligere svækket Moralen opad i Samfundet, hvor den solide Forretning og Produktion mer og mer maa vige for Fiduser. Intet er, som han har drømt sig, at det vilde blive, naar Krigen var forbi.
Hvor er Vejen ud? Morten kæmper med Tilstandene og med sig selv, tror paa Fremtiden — og tvivler; føler sig mere og mere isoleret. Da faar han en Indbydelse til at besøge det ny Rusland og tager afsted. Derovre bliver han igen stærk i sin Tro paa Fremtiden; men da han mod Bogens Slutning vender hjem, har „de som snublede i Starten“, Slapsvansene, som han foragteligt har set ned paa, faaet Ram paa ham. En af dem har taget Marie fra ham.
