Det gælder Grønland

at grønlænderne kom til at stå som tilskuere, mens de danskes flittige skarer byggede et samfund op til dem, som de altfor let følte sig udenfor og som de ikke blev indlevet med på den mest effektive måde:

Grønland og mellem Grønland og Danmark, således at Grønlands placering som en ligeberettiget dansk landsdel – hverken mere eller mindre – fastslås og efterleves med den tilpasning, som landets natur og fjerne beliggenhed må nødvendiggøre«.
Målsætningen var altså fra grønlandsk side her meget klar og entydig. Så meget mere bemærkelsesværdigt er det, at udvalget, Grønlandsudvalget af 1960, almindeligt kaldet G 60, i sine konklusioner på flere måder nåede til ganske andre resultater, der tværtimod understregede det grønlandske samfunds særegne karakter og dets økonomiske adskillelse fra det danske

sigtende imod administrativt og politisk at normalisere forholdene

voksede og udviklede sig. Der blev stadig flere huse og biler og penge og varer. Der blev også stadig flere grønlændere, mange flere end kommissionens fædre havde drømt om i 1950. Men der blev også flere danskere. Trods rekord i fødselsoverskud er tallet af grønlændere i disse år dog ikke vokset så hurtigt som tallet af danske i Grønland.
Der var også andet, der voksede. Flere og flere børn fødtes udenfor ægteskab fra år til år, tallet på kriminelle lovovertrædelser var i støt og hurtig stigning, det samme var tilfældene af gonorré. Spiritusforbruget havde samme tendens. Det var ikke mærkeligt, at mange begyndte at blive noget betænkelige ved hele denne voldsomme proces, som ligesom havde revet sig løs fra sit udgangspunkt og var ved at tage magten fra dem, der administrerede den

er den almindelige opfattelse i kommissionen, at den bistand – –, der fra det danske samfunds side kan ydes til den grønlandske befolkning, ikke i sig selv kan tilvejebringe den forøgelse af produktiviteten og den forbedring af den grønlandske befolknings sociale og kulturelle standard, det er hensigten at stræbe henimod, men at der herudover kræves en betydelig indsats fra den grønlandske befolknings egen side.«

Næsten hele indsatsen skulle koncentreres i byerne. Man fandt det forkert at sprede kræfterne og anvende penge og arbejdskraft på lokaliteter, som alligevel skulle affolkes i nær

Hvad staten kunne gøre uden politisk at kompromittere sig var at skabe det infrastrukturelle grundlag for et moderne erhvervsliv og således indirekte stimulere produktiviteten

Da der ikke fandtes et udbygget pengevæsen som i Danmark, gik staten ind med billige og betydelige erhvervslån for at stimulere denne private investering

arbejdskraft fra Danmark og holde grønlænderne i beredskab til deres egentlige opgave: At opbygge landets erhvervsliv

ulykkeligvis – at gennemføre opbygningen med udsendt