Mit liv

I tiden derefter gik vi helt uden mærke, men vi deltog i alle mulige slag med andre bander – værebro-rockerne, Høje Gladsaxe-rockerne osv. Jeg husker engang, vi tog ud i Hareskoven for at hævne, at én af vore havde fået tæv. Det var skide skægt. 35 knallerter. To på hver knallert. Vi havde i dagens anledning fået forstærkning fra en mindre bande – Stengårdsvængebanden.

Min bror og jeg begyndte at komme i en ungdomsklub, som hed Egegården. I en periode havde vi sammen med 10-12 kammerater holdt til i Lyngby Storcenter – en slags mini-rocker-bande på cykler og knallerter. Egegårdens ungdomsklub var tilholdssted for en knallertbande på 25-30 drenge – Children of the Devil

Jeg snakkede ikke meget med min far, og da jeg begyndte at blive et uroligt element i skolen, blev vi nærmest fjender. Han var som regel træt, når han kom hjem fra arbejde og havde ikke kræfter til at høre på os. Først, da han blev skilt fra mor, fandt vi hinanden

Men på et tidspunkt holdt det op med disse seancer – jeg syntes ikke, jeg kunne fortælle noget uden at få en skideballe

Min bror og jeg fik, hvad vi skulle have, og hverken mere eller mindre. Jeg mener ikke, vi blev forkælede. Opdragelsen var sikkert også udmærket. Nogle lussinger blev det vel til – otte-ti stykker, måske – men det var heller ikke for mange

Mine forældre var så lovlydige, at det nærmest var grotesk

På hjemturen tog jeg chancen i flyet og købte en halv liter rom. Den skulle smugles gennem tolden – vi var ikke gamle nok

Jeg turde ikke aflevere brevet derhjemme – jeg var i forvejen ikke rigtig i kridthuset – så jeg valgte at stikke af hjemmefra. Jeg var på det tidspunkt knap 14

Han bad politidirektøren redegøre for denne politibetjents højst ejendommelige opførsel.

Vi vidste ikke rigtig, hvad vi skulle sige til hinanden.