Rick Riordan

Lyntyven

Tolvårige Percy Jackson er på vej til at blive smidt ud af endnu en skole — der er et lille problem med, at han har pulveriseret sin matematiklærer. Præcis hvad der skete, kan han ikke helt forklare, men det er heller ikke første gang, at besynderlige ting sker omkring ham.
Det begynder dog at give noget mere mening, da Percy efter en dramatisk flugt ender i den noget anderledes feriekoloni, Halvblodslejren. Her møder han til sin forbløffelse væsner, der kun burde optræde i bøger om græsk mytologi, og i de højere luftlag er de gamle guder endog særdeles levende. Og vrede. Overguden Zeuz‘ lyn er nemlig blevet stjålet, og Percy er den hovedmistænkte.
Han har nu ti dage til at bevise sin uskyld, og sammen med to venner sætter han af sted tværs over USA i jagten på tordenkilen. Men mange har interesse i at stoppe ham, og farer lurer de mest uventede steder. Oven i det har Oraklet advaret ham om forræderi fra allernærmeste hold … fra hans far, der har forladt ham, fra en af hans venner, eller …?
Gale guder, sjove satyrer og en helt, der holder helt frem til sidste side.
Percy Jackson & Lyntyven er første bind i serien om Percy Jackson og olymperne.
Rick Riordan har vundet adskillige priser for sine krimier til det voksne publikum. Percy Jackson er hans første børnebog.
Rick Riordan bor i Texas med sin kone og to sønner.
339 štampanih stranica
Prvi put objavljeno
2018
Prevodilac
Vibeke Nielsen

Slične knjige

Utisci

    Charlotte Blom Hansenje podelio/la utisakпре 6 месеци
    👍Vredna čitanja
    🎯Vredna čitanja
    🚀Čita se u jednom dahu
    😄HAHA

    Fantastisk bog. Spændende univers han bygger op

    Michael Vibe Scharsteinje podelio/la utisakпре 2 године
    👍Vredna čitanja
    🔮Kompleksna
    🎯Vredna čitanja
    🌴Knjiga za plažu
    🚀Čita se u jednom dahu

    Asger Poulsenje podelio/la utisakпрошле године
    👍Vredna čitanja
    💀Jeziva
    🔮Kompleksna
    🎯Vredna čitanja
    🌴Knjiga za plažu
    🚀Čita se u jednom dahu
    😄HAHA

Citati

    Viktoriya Pastarusje citiralaпре 3 месеца
    Tre gamle damer strikker dødens sokker
    Peter Lau Mjøenje citiraoпре 6 месеци
    2
    Tre gamle damer strikker dødens sokker

    Jeg var vant til, at der nogle gange skete underlige ting, og normalt var det hurtigt overstået. Men den her vedvarende hallucination var mere, end jeg kunne bære. Resten af skoleåret var det, som om hele skolen spillede mig et puds. Alle eleverne opførte sig, som om de var helt og aldeles overbevist om, at fru Kerr – en frisk, lyshåret kvinde, som jeg aldrig havde set, før hun gik om bord på vores bus ved udflugtens afslutning – havde været vores matematiklærer siden jul.
    En gang imellem nævnte jeg henkastet fru Dodds for at se, om nogen hoppede på den, men de gloede bare på mig, som om jeg var åndssvag.
    Til sidst troede jeg næsten selv på, at fru Dodds aldrig havde eksisteret.
    Men også kun næsten.
    For Grover kunne ikke narre mig. Når jeg nævnte fru Dodds for ham, tøvede han og påstod så, at hun ikke fandtes. Men jeg kunne se på ham, at han løj.
    Der var noget i gære. Der var foregået et eller andet den dag på museet. Jeg havde ikke så meget tid til at spekulere over det om dagen, men om natten vågnede jeg tit med koldsved efter mareridt om fru Dodds med kløer og læderagtige vinger.
    Det underlige vejr fortsatte, og det var ikke ligefrem befordrende for mit humør. En nat blev vinduerne i mit værelse baldret af et kraftigt vindstød. Et par dage efter slog den største tornado, man nogensinde havde set i Hudsondalen, ned kun firs kilometer fra Yancy-akademiet. Og i samfundsfag var et af emnerne de uforholdsmæssigt mange passagerfly, der var styrtet i Atlanterhavet i år på grund af pludseligt opstået uvejr.
    Jeg begyndte at være sur og irritabel hele tiden. Mine i forvejen lave karakterer styrtdykkede. Jeg skændtes mere og mere med Nancy Bobofit og hendes venner. Jeg blev sendt uden for døren i næsten alle timerne.
    Og da vores engelsklærer, hr. Nicoll, for 117. gang spurgte mig, hvorfor jeg var for doven til at øve mig på diktat, svarede jeg igen og kaldte ham en gammel sut. Jeg var ikke engang helt sikker på, hvad det betød, men det lød godt.
    Ugen efter sendte inspektøren min mor et brev, der bekræftede, at jeg ikke kunne fortsætte på Yancy-akademiet næste år.
    Udmærket, tænkte jeg for mig selv.
    Jeg havde alligevel hjemve.
    Jeg ville helst være hos min mor i lejligheden på Upper East Side, selv hvis det indebar, at jeg skulle gå i en almindelig folkeskole og finde mig i min belastende stedfar og hans latterlige poker-aftener.
    Men alligevel ville jeg på en måde savne Yancy. Udsigten til skoven fra mit værelsesvindue, Hudson-floden i det fjerne og duften af fyrretræer. Jeg ville savne Grover, som havde været en god ven, selv om han var lidt speciel. Jeg var bekymret for, hvordan han ville klare sig uden mig.
    Jeg ville også komme til at savne latinundervisningen, hr. Brunners skøre temauge-påfund og hans tyrkertro på mine evner.
    Efterhånden som terminsprøverne nærmede sig, var latin det eneste fag, jeg terpede. Jeg havde ikke glemt hr. Brunners formaning om, at dette fag var altafgørende for mig. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg var begyndt at tro på ham.
    Aftenen før terminsprøven i latin blev jeg så frustreret, at jeg kylede Cambridge-guiden til græsk mytologi tværs igennem mit værelse. Bogstaverne dansede rundt på papiret, de fór rundt i hovedet på mig og slog saltomortaler. Det var helt hen i vejret, at jeg skulle kunne huske forskellen på Chiron og Charon eller Polydektes og Polydeukes. Og alle de latinske bøjninger? Aldrig i livet!
    Jeg gik hvileløst rundt i værelset med myrekryb.
    Så kom jeg i tanke om hr. Brunners alvorlige mine og hans tusind år gamle øjne. Jeg forventer mig det ypperste af dig, Percy Jackson.
    Jeg tog en dyb indånding og samlede mytologibogen op. Jeg havde aldrig bedt en lærer om hjælp før. Men hvis jeg talte med hr. Brunner, kunne han måske give mig nogle tips. Eller jeg kunne i det mindste sige undskyld for den bundkarakter, jeg helt sikkert ville få i hans fag. Jeg havde ikke lyst til at stoppe på Yancy-akademiet og efterlade ham i den tro, at jeg ikke havde gjort mig umage.
    Jeg gik nedenunder til lærernes kontorer. Der var mørkt og tomt på de fleste af dem, men hr. Brunners dør stod på klem, og lyset fra vinduet kastede en lyskegle hen over gangen.
    Jeg var tre skridt fra dørhåndtaget, da jeg hørte stemmer inde fra kontoret. Hr. Brunner spurgte om noget. Og en stemme, der helt sikkert var Grovers, sagde: “… bekymret for Percy.”
    Jeg stivnede.
    Jeg har ikke for vane at smuglytte, men det er altså umuligt ikke at spidse ører, når man hører sin bedste ven tale med en voksen om en.
    Jeg sneg mig tættere på.
    “… alene sommeren over,” sagde Grover. “Og så med en af eumeniderne på skolen! Nu da vi er sikre i vores sag, og de også ved det.”
    “Det ville bare gøre det værre at presse ham,” sagde hr. Brunner. “Drengen skal være mere moden først.”
    “Men det er der måske ikke tid til. Sommersolhvervet nærmer sig, og …”
    “Vi må klare det uden ham, Grover. Lad ham nyde sin uvidenhed, så længe han kan.”
    “Jamen han så hende …“
    “Ren indbildning,” sagde hr. Brunner. “Det skal den tåge, der omslutter elever og lærere, nok overbevise ham om.”
    “Men j … jeg må ikke fejle igen.” Grover var grådkvalt. “Det ville jo betyde …”
    “Du har ikke fejlet, Grover,” sagde hr. Brunner venligt. “Jeg burde have gennemskuet hende. Og lad os nu bare koncentrere os om at holde Percy i live indtil efteråret …”
    Mytologibogen gled ud af mine hænder og ramte gulvet med et bump.
    Hr. Brunner tav.
    Mit hjerte hamrede af sted. Jeg samlede bogen op og listede tilbage ned ad gangen.
    En skygge blev kastet gennem glasruden i hr. Brunners dør. En skygge, som var meget større end min lærer, der sad i kørestol. En skygge af en, som stod med noget, der lignede bue og pil.
    Jeg åbnede den nærmeste dør og sneg mig indenfor.
    Kort efter hørte jeg et dæmpet klop-klop-klop, nærmest som lyden af træklodser, der bliver banket ned i gulvet, og derefter noget, der lød som et dyr, der snusede lige uden for døren. Silhuetten af en stor, mørk skabning kunne anes gennem glasruden, men så gik den videre.
    En dråbe sved løb mig ned ad nakken.
    Ude fra gangen hørtes hr. Brunners stemme.
    “Ingenting,” mumlede han. “Mine nerver har været flossede siden vintersolhverv.”
    “Det samme her,” sagde Grover. “Men jeg var sikker på, at …”
    “Gå tilbage til dit værelse,” sagde hr. Brunner. “I morgen venter en lang dag med terminsprøver.”
    “Åh, behøver du bore i det?”
    Lyset blev slukket inde på hr. Brunners kontor.
    Jeg ventede i mørket i noget nær en evighed.
    Til sidst sneg jeg mig ud på gangen og videre op på mit værelse.
    Grover lå på sengen og læste sine latinnoter igennem, som om intet var hændt.
    “Hej,” sagde han klatøjet. “Er du klar til terminsprøven?”
    Jeg svarede ikke.
    “Du ser forfærdelig ud.” Han skottede til mig. “Er alt i orden?”
    “Jeg er bare … træt.”
    Jeg vendte mig om, så han ikke kunne læse noget i mit ansigtsudtryk, og gjorde mig klar til at gå i seng.
    Jeg forstod ikke det, jeg havde hørt nedenunder. Jeg ville ønske, det hele var en ond drøm.
    Men ét stod klart for mig: Grover og hr. Brunner talte om mig bag min ryg. De mente, at jeg på en eller anden måde var i fare.
    Næste eftermiddag var jeg på vej ud fra den tre timer lange latinprøve med sviende øjne af alle de latinske og græske navne, jeg havde stavet forkert, da hr. Brunner kaldte mig ind igen.
    Et kort øjeblik var jeg bekymret for, om han havde fundet ud af, at jeg havde smuglyttet aftenen før, men det var ikke det, han ville.
    “Percy,” sagde han. “Du må ikke miste modet over at skulle forlade Yancy. Det er … bedst sådan.”
    Han lød venlig, men ordene gjorde mig alligevel flov. Han talte lavmælt, men de andre elever, der var ved at færdiggøre prøven, kunne godt høre ham. Nancy Bobofit grinede smørret og lavede hånlige kyssebevægelser med læberne.
    “Okay,” mumlede jeg.
    “Altså …” Hr. Brunner rullede kørestolen frem og tilbage, som var han ikke helt sikker på, hvad han skulle sige. “Yancy er ikke det rigtige sted for dig. Det var kun et spørgsmål om tid …”
    Det sved i mine øjne.
    Min yndlingslærer sad her og sagde, at jeg ikke kunne stå distancen, foran hele klassen. Hele skoleåret igennem havde han fortalt mig, at han havde tiltro til mig, men nu sagde han, at det var min skæbne at blive smidt ud.
    “O … okay,” sagde jeg med bævende stemme.
    “Åh nej,” sagde hr. Brunner. “Det er da også forbandet. Det, jeg prøver på at sige, er … Du er ikke normal, Percy. Det skal du ikke skamme dig over …”
    “Tusind tak!” udbrød jeg. “Tak, fordi du minder mig om det.”
    “Percy …”
    Men jeg var allerede væk.
    På skoleårets sidste dag proppede jeg mit tøj ned i kufferten.
    De andre elever fjollede rundt og talte om deres ferieplaner. En af dem skulle på vandretur i Schweiz. En anden skulle på en måneds krydstogt i Caribien. De var adfærdsvanskelige unge ligesom mig, men de var rige adfærdsvanskelige unge. Deres fædre var direktører, ambassadører eller berømtheder. Jeg var et nul fra en familie af nuller.
    De spurgte mig, hvad jeg skulle lave i sommerferien, og jeg fortalte dem, at jeg skulle tilbage til byen.
    Det, jeg undlod at nævne, var, at jeg blev nødt til at få mig et sommerjob som hundelufter eller telefonsælger, og så kunne jeg bruge min fritid på at gruble over, hvor jeg skulle gå i skole til efteråret.
    “Okay,” sagde en af eleverne. “Fedt nok.”
    Og så snakkede de videre, som om jeg ikke var der.
    Den eneste, jeg virkelig gruede for at tage afsked med, var Grover, men det viste sig at være ubegrundet. Han havde købt billet til samme bus til Manhattan i New York, som jeg havde, så vi fulgtes atter ad ind mod byen.
    Under hele turen sad Grover og kiggede nervøst ned ad midtergangen efter de andre passagerer. Det gik op for mig, at han altid havde virket nervøs og febrilsk, hver gang vi forlod Yancy. Som om han forventede, at noget frygteligt ville ske. Jeg var altid gået ud fra, at han var bange for at blive drillet, men der var ingen om bord på bussen til at drille ham.
    Til sidst blev det for meget.
    “Er du på udkig efter eumeniderne?”
    Grover fór sammen. “Hv… hvad mener du?”
    Jeg fortalte ham, at jeg havde smuglyttet til ham og hr. Brunner aftenen før terminsprøven.
    Grover fik en nervøs trækning ved øjet. “Hvad hørte du?”
    “Tja … ikke så meget. Hvad sker der ved sommersolhverv?”
    Han krympede sig. “Hør her, Percy. Jeg var bare bekymret for dig, okay? Du hallucinerer jo om dæmoniske matematiklærere …”
    “Grover …”
    “Og jeg fortalte bare hr. Brunner, at du måske var meget stresset, for fru Dodds findes jo ikke, og …”
    “Grover, du er så håbløs til at lyve!”
    Han fik røde ører.
    Så fiskede han et nusset visitkort op af skjortelommen. “Tag det her, okay? Hvis du får brug for mig i sommerferien.”
    Teksten stod med kunstfærdig skrift, som var den rene tortur for mine ordblinde øjne, men jeg kunne tyde, at der stod:
    grover underwood
    Vagter
    Halvblodsbakken
    Lang Island, new york
    (800) 009-0009
    “Hvad er Halv…”
    “Lad være med at sige det højt!” hvinede han. “Det er min, øh, ferieadresse.”
    Mit hjerte sprang et slag over. Grover havde altså en sommerbolig. Det var aldrig faldet mig ind, at Grovers familie var lige så rige som de andre fra Yancy.
    “Okay,” sagde jeg mut. “Så hvis jeg har lyst til at besøge din sommerresidens …”
    Han nikkede. “Eller hvis … hvis du skulle få brug for mig.”
    “Hvorfor skulle jeg få brug for dig?”
    Det kom til at lyde skarpere, end det var ment.
    Grover rødmede helt ned til adamsæblet. “Hør her, Percy. Sandheden er, at jeg … at jeg skal beskytte dig.”
    Jeg stirrede på ham.
    Hele året var jeg kommet i slagsmål for at beskytte ham mod at blive mobbet. Jeg havde ligget søvnløs om natten, fordi jeg var bekymret for,
    yesyesje citiraoпрошле године
    Jeg var blevet ét med vandrørene.

Na policama za knjige

    Lars Brønderup
    Maria!
    • 92
    • 2
    Mariette Møller
    Nikos hylde
    • 43
    • 2
    Katja Dueholm Danekilde
    Percy jackson
    • 5
    • 2
    Nielsen
    Gode bøger
    • 103
    • 1
    Furbo
    To be read
    • 32
    • 1
fb2epub
Prevucite i otpustite datoteke (ne više od 5 odjednom)