Mit hjerte og andre sorte huller

Jeg kan mærke alt. Og jeg vil så gerne blive ved med at kunne mærke alt. Selv alt det forfærdelige og smertefulde. Fordi det er det, der gør, at vi føler, vi er i live.

Men Milton og Einstein sagde faktisk det samme. At alt er subjektivt. Vores følelser, vores meninger, de er alle relative. Det afhænger altsammen af, hvor vi står.“

Og tid er ikke konstant. I det mindste ikke den menneskelige opfattelse af tid. Einstein forklarer, at jo hurtigere vi bevæger os, jo langsommere opfatter vi tiden. Urene vil stadig tikke afsted ved samme hastighed – men det handler altsammen om, hvordan beskueren opfatter det.
Men stort set alt i livet handler om, hvordan beskueren opfatter det.

Vi vil allesammen så gerne tro, at alle dage er forskellige fra hinanden, at vi forandrer os dag for dag, men det lader til, at der er visse ting, som er podet ind i os helt fra begyndelsen.

Og man kan ikke holde sig i live for miraklers skyld

Jeg kan godt gå med til, at vi ikke taler om det. Men det betyder ikke, at jeg holder op med at tænke på det.

Man kan ikke planlægge sin egen død, heller ikke selvom man prøver.

Jeg lukker øjnene og lægger hænderne over de gamle aftryk. Mine hænder er alt for store, men det føles alligevel, som om de passer langt bedre i aftrykkene her end noget andet sted i verden.

Og man kan jo heller ikke rigtigt bebrejde nogen, at de gør, hvad de kan for at overleve.

Som om det forsvinder, hvis vi ikke taler om det. Jeg er ked af at måtte sige det: Det gør det ikke.