Det grovmaskede net

Ville det ikke være rimeligere, hvis han kom med nogle forslag?

– Nej.

Faderen var død to dage senere i sin seng, i stolt forvisning om at han aldrig havde kostet sygehusvæsenet en øre, og aldrig havde ladet en dråbe medicin komme over sine læber.

– Jeg burde tage en stor cognac og gå i seng. Men jeg er nødt til at tale lidt med Dem først.

spinkelt dyr på bare et par millimeters længde. Han betragtede det, mens han spekulerede på, hvor det

– Jeg vil bare gerne have, at De forstår, fortsatte advokaten, hvilken prekær situation De befinder Dem i. De hævder, at De er uskyldig, men De kan intet erindre ... det er det næsten umuligt at bygge et forsvar op på.

Derefter knipsede han et par gange med en kuglepen, mens han støttede albuerne på bordpladen.
– Det er som sagt en grim historie. Det kan vi lige så godt se i øjnene.
Mitter ventede.
– Der er ganske meget, som taler imod Dem. Derfor er det vigtigt, at De er helt ærlig over for mig. Hvis vi ikke stoler på hinanden, vil jeg ikke være i stand til at forsvare Dem så effektivt som ... De forstår, hvad jeg mener?
– Ja.
– Jeg går også ud fra, at De siger Deres mening helt oprigtigt ...
– Min mening?
– Ja. Om hvad vi skal gøre. Jeg skal naturligvis nok lægge strategien. Men det er jo Dem, sagen drejer sig om. Og De er jo ... efter alt at dømme ... et intelligent menneske.
– Jeg forstår.
– Godt. Vil De selv fortælle, eller foretrækker De, at jeg spørger?
Mitter slukkede cigaretten i håndvasken og satte sig ved bordet. Nikotinen havde gjort ham svimmel, og lige nu følte han intet andet end lede.
Lede ved livet. Ved den skrutryggede advokat. Ved den usandsynligt rædselsfulde celle, ved den dårlige smag i munden og ved alle de uundgåelige spørgsmål.
Leden overdøvede alt andet.
– Jeg har allerede snakket med politiet. Faktisk har jeg ikke gjort andet de to sidste døgn.
– Det ved jeg godt. Men jeg er nødt til at insistere. Sådan er spillets regler. Det forstår De sikkert, ikke?
Mitter trak på skuldrene og rystede en ny cigaret ud af pakken.
– Så må De nok hellere spørge.
Advokaten lænede sig tilbage, lagde det ene ben over det andet og støttede notesblokken på knæet.
– De fleste bruger en båndoptager, men jeg foretrækker at skrive, forklarede han. – Jeg tror, at det er mindre enerverende for mine klienter.
Mitter nikkede.
– Desuden har jeg jo ret til at få en kopi af politiets bånd, hvis det skulle blive nødvendigt. Nå. Men inden vi kommer nærmere ind på hændelsesforløbet, så er jeg nødt til at stille det obligatoriske

Derefter knipsede han et par gange med en kuglepen, mens han støttede albuerne på bordpladen.
– Det er som sagt en grim historie. Det kan vi lige så godt se i øjnene.
Mitter ventede.

virkede bekendt. Han havde heller ingen problemer med at finde aluminiumsrøret med hovedpinetabletterne

Og det var ikke bare avisernes journalister og fotografer, som ventede.

gang