Isjomfruen

Men meningen bliver ikke altid forklaret for os, sådan som den blev det for Babette i hendes drøm.

hylsteret og ikke manden tog den.

ser den lille ø med de tre akacier ude i søen og læser i bogen om brudeparret, der i året 1856 en aften sejlede derover, om brudgommens død, og: ”først næste morgen hørte man på kysten brudens fortvivlede skrig.”

ud lyste ind i hendes hjerte. Et tankeblink, en nådens stråle, hendes drøm sidste nat, lyslevende, gennemblinkede hende. Hun huskede de ord, hun havde talt. Ønsket om det bedste for sig og Rudy.

Lys ind i mit hjerte! Jeg forstår ikke dine veje! Jeg famler i din almagt og visdom!”

Isjomfruen stod der, majestætisk, blåbleg, skinnende, og ved hendes fødder lå Rudys lig. ”Min!” sagde hun og rundt om var der igen mulm og mørke, skyllende vand.

Isjomfruen har ham igen!”

Onde magter havde øvet deres spil

Isjomfruen gav ham et kys, der isnede gennem hans ryghvirvler ind i hans pande. Han gav et smertens skrig, rev sig løs, tumlede og faldt

Rousseau rundt og drømte om Heloise. Rhônefloden glider frem under Savoyens høje, snedækkede bjerge