Djævlens dagbog

e lov til at blive boende i huset i Lansdowne – med alt, hvad der var i det – på boets regning. Lucian og André ønskede at respektere denne klausul, men de ville også have de historiske dokumenter, Kempner havde efterladt i Lansdowne, fjernet.
Ikke længe efter at Mayer havde registreret papirerne i huset, kom der brev fra Margot Lipton. Hun ville ikke give papirerne fra sig uden kamp.
”De er tilsyneladende uvidende om mine juridiske rettigheder i denne sag,” stod der i brevet. Kempner havde givet Lipton ret til at ”beholde eller skaffe mig af med alt i huset Lansdowne Court 112”. Hun havde ikke noget problem med, at museet skulle opbevare Kempners papirer – på et senere tidspunkt. Men hun ville ikke efterlades i et halvtomt hus. ”De kan måske ikke sætte dem ind i det forhold, at et ældre menneske efter at være gået på pension ofte finder en vis trøst i at være omgivet af de papirer, bøger, fotografier og genstande, der udgør deres livsværk,” skrev Margot Lipton. Dertil kom, at det, som hun tilføjede, var ufølsomt af Mayer ikke at spørge hende, om hun havde noget imod, at

Senere, da Det Tredje Rige opstod, og Tyskland organiserede sig med udgangspunkt i ideen om, at dets borgere var et herrefolk, kunne folk ikke undgå at lægge mærke til, at ikke så få af nationens ledende skikkelser ikke levede op til idealet. Som en almindelig tysk vittighed udtrykte det, var den typiske nazist slank som Göring med rundbuefaconen, atletisk som Goebbels med klumpfoden, blond som Hitler og, ja, arisk af udseende som Rosenberg.74
”Han var mørk, og der var tilsyneladende ikke noget specielt tysk ved hans udseende,” skrev en britisk