Hjernen er stjernen

med titlen Din fantastiske hjerne.

Vi står på tærsklen til en vidensrevolution angående hjernen og samspillet mellem krop, gener og miljø.

Grænsecellerne fortæller stedcellerne og gitter­cellerne, hvilket område de skal koncentrere sig om.

Denne proces lader os koble ting, som ellers ikke har noget med hinanden at gøre

Det er afgørende i hverdagslivet at fokusere på de umiddelbare opgaver, men den kreative må åbne sig for indtryk og erindringer, som ikke umiddelbart virker nyttige

Senere har man opdaget, at børn, som emotionelt set bliver negligeret, bliver så hæmmede i udviklingen, at deres hjerner faktisk bliver mindre end hjernen hos de børn, der vokser op med kærlige forældre.

hen over den gedigne synapsespalte på 20 nanometer. Nervecellerne har nemlig ikke kontakt. Langtfra. De er adskilt af en spalte på 0,00002 mm. På den anden side af denne spalte rammer de kemiske signalstoffer den næste nervecelle i nervecellenetværket. Når det kemiske signal er overført gennem synapsen, kan det igen omformes til et elektrisk signal, som kan ryge videre til endnu en nervecelle.
Det er altså i synapsen, at et signal overføres fra den ene nerve­celle til den næste. Man bør ønske sig mange synapser. Har man mange synapser, er det lettere at tilpasse sig nye udfordringer. Hvordan får man nye synapser? Ved at lære nye ting! Det behøver ikke at være noget teoretisk, bordtennis eller salsa er mindst lige så godt. Jo flere synapser, jo flere nervecellenetværk kan dine nerveceller bidrage til. Når du lærer noget nyt, dannes der altså nye synapser, men hvis du ikke repeterer det, du har lært, kan synapserne sygne hen igen. Synapser dannes og hensygner hele tiden, men de, der bruges, bevares. De, der bruges meget, styrkes af det mystiske LTP

Det eneste, der rykker, er at øve, øve, øve

Efter denne opdagelse inddelte man langtidshukommelsen i faktahukommelse og motorisk hukommelse. Når man lærer at cykle eller svømme, er det ikke nok at terpe eller at få det teoretisk forklaret.

H.M. har været vigtig for endnu en opdeling af hukommelsen. Tidligt i 1960’erne blev han bedt om at tegne en stjerne uden at kunne se det ark, han tegnede på, og han så kun sine bevægelser igennem et spejl. Han anstrengte sig og gjorde det så godt, han kunne, men resultatet var elendigt. Næste dag bad hjerneforskerne ham om at gøre et nyt forsøg, og akkurat det samme udspillede sig: H.M. mente ikke, at han nogensinde havde foretaget sig noget lignende, og han skulle instrueres lige så grundigt som dagen i forvejen. Også denne gang havde han svært ved det, men gjorde det, så godt han kunne. Resultatet blev bedre. Jo flere dage han udførte opgaven, jo bedre blev han til det. Selvom han ikke kunne huske opgaven, var det, som om hans hånd huskede den