To ting man aldrig kan vide

lyttet, når hun taler i telefon med mormor eller hospitalet eller en eller anden af alle dem, der ringer hele tiden. Jeg lytter ikke. Eller kun sådan så lidt som muligt. Og mest til, om folk sover eller er døde.
- Hvornår tror du, han kommer hjem så?
- Klap nu i, Kåre! Han kommer sgu da ikke hjem mere.
Jeg begynder at græde.
Så vender han sig endelig om og holder om mig. Nu er det ham, der aer mig over håret. Så er det ham, der er trøsteren. Det er nogle gange nemmere, for så tænker man på den anden og ikke på sig selv. Så det er også en måde.