Uro

Kultur betyder, at der inden i os findes aflejringer af alle de menneskelige relationer vi har haft. De kan afgøre om sårbarheden folder sig ud til sygelighed, eller om den bare slumrer som en truende mulighed. Og i alle vores menneskelige relationer handler meget om, at vi har brug for at blive holdt af. Et mildt og godt ord for det er gensvar. Et mere omfattende ord er kærlighed. En kulturpsykologisk forståelse af uroen handler til syvende og sidst om, hvordan vi organiserer traksaktionerne af kærlighed mellem mennesker og mellem generationer. Uro er kærlighedens forrykte tale. Vi må være forsigtige, så vores sprog ikke tilslører sådanne banale realiteter.

Der er utrolig få legitime rum at trække sig tilbage til – for at få en pause. Der er kun få klosterordener tilbage. Det dårlige helbred er derimod et af vores mest legitime rum med henblik på tilbagetrækning og pause. I sygdommen er vi gudløse munke og nonner som trækker os tilbage i vores egne kroppe, som var de eneceller – med kulturens accept.

Rejsen er at møde andre for bedre at møde mig selv.

Langsomheden er en kvalitet i sig selv når man skal nærme sig uroen.

Psykisk smerte kan have mange rødder, men én side kan være at vi sidder fast i klicheerne om os selv i forhold til andre.

Sygelig narcissisme er – på urealistisk vis – at pumpe sin selvfølelse op når denne i udgangspunktet er ustabil og elendig. Det er mindreværd og merværd i et sammensurium. Narcissisme er ikke bare selvforstørrelse ud fra en overvurdering af egne egenskaber og værdier, men nok så meget desperate strategier for at overleve truslerne om indre opløsning. Den som pumper sig selv op, benægter ofte afhængighederne af andre. Og andre kan blive til instrumenter for egen bekræftelse.

Det individualiserede menneske kan på en dårlig dag opleve sig selv som en enecelle. Jeg er en bevægelig enecelle som arbejder kontinuerligt, holder åbent ligeså mange timer som casinoet, og som føler overbelastningen af alle de opskruede forventninger til, hvad jeg selv skal klare i selvets kultur: selvrealisering, selvbillede, selvkontrol, selvstændighed osv. Det er besværligt at skulle være så meget selv hele tiden. Man risikerer simpelthen at blive syg af sig selv. Af og til får man lyst til mere end selvhjælp

At miste noget man aldrig har haft – men alligevel trænger til – kan være værre. Man sørger uden at vide over hvad.

Moderne sjæleliv kan ofte beskrives i forhold til den subjektive oplevelse af manglen. Der er noget jeg mangler; jeg har ikke nok; jeg slår ikke til. En sådan subjektiv erfaring kan ses som et svar på fraværet af den konkrete anden, af moderen eller faderen; det kan være fraværet af den andens nærvær selv om hun eller han er fysisk til stede. Man kan være psykisk fraværende. Det kan være fraværet af tydelighed og forudsigelighed. Fraværets psykologi er kompliceret. At miste noget man har, vil ofte være et svært tab.
Man sørger og ved det. At miste noget man aldrig har haft – men alligevel trænger til – kan være værre. Man sørger uden at vide over hvad.

Livsforløbet har altid bestået af overgange, hvor individet er gået fra en identitet til en anden. Men i det traditionelle samfund var disse overgange markeret af overgangsritualer. Vores kultur er langt mere flygtig, og det er vanskeligt at opretholde stabile sociale identiteter.