Livets hastighed

Tid og rum

Vi vidste at tiden ikke eksisterer
kun bevægelsen
og derfor stivnede vi i kysset
så det blev evigt
Vi vidste at rum ikke eksisterer
kun tanken om det
og derfor overlevede vor kærlighed
på tværs af stjerner

hurtigt
til ny forklædning

om blomstens elektriske bølgesignal.
Det kommende
er det nye/gamle
det fremmede/selvfølgelige/kendte
erkendelsen af helets sammenhæng
fundet i venskab og ord
mellem stjerner og folk fra verden

Det kommende

Det kommende
er bjerge i flammer af livslyst
og sangfugle der vil synge spinkelt og stærkt
om jordens genopstandelse.
Det kommende
er torden af stemmer
udråbt over byens før giftdrivende afgrunde
med styrken fra summen af alle sanser:
»Vi erobrer vor planet på ny
bryder de stivnede cementdatamaters billeder
af os.
Vi er det nye folk
vore sjæle synger vi ud
så bedragernes og magthavernes middelmådighed
vil briste i stykker og angst.
Vi er den nye klarhed
vundet i kampen mod maskinerne
vi er den nye skaberkraft
der skaber skønhed og evighed
af ruinerne fra det gamle
i teknologien, i naturen
i videnskaben, i kunsten
i enighed…
(i byen. i verdensrummet!).«
Det kommende
er sejren og visdommen
vundet ved barnets sang

at himlen vil revne en dag.
De har drømt om natten
at de kom fra stjernerne. Men de siger intet.
Børnene af den tavse tid
ligner alle hinanden.
Børnene af den tavse tid
ligner alle hinanden
gentager de for sig selv.
De lever ikke nok til at dø
deres horisont er et punkt.
De tør ikke være sig selv
allerhøjst hinanden
hører aldrig regnen falde
kun urets afskårne sekunder
der falder tungt til jorden.
Børnene af den tavse tid
ser alting i sort og hvidt
farver får de kun fra skærmen
som de tror er virkelig.
Børnene af den tavse tid
nu kvæler de En
han så for meget på dem.
Børnene af den tavse tid
nu har de levet nok…

Børn af den tavse tid

Børnene af den tavse tid
taler aldrig om verden.
Børnene af den tavse tid
ser ud som om de ser.
Men de drømmer og drømmer
om livet
og lever stumt i drømmen
sover i fosterstilling
tænker kun når lyset bliver for skarpt.
Børnene af den tavse tid
er bange for farverne.
Børnene af den tavse tid
skeler til hinanden når de ser.
Hvisker lavmælt om En
med kosmisk mascara
en drømmer som de
men drømmende om en verden
hvor alle børnene sang.
Børnene af den tavse tid
er bange for ham og øjnene.
Børnene af den tavse tid
de ser han ser deres angst.
Han ved de frygter de smukke billeder
han græder men ikke skjult som de
han prøver at tale
men deres massive tavshed
skubber ordene ned i hans hals.
Børnene af den tavse tid
tør aldrig stå alene.
Børnene af den tavse tid
ser ned mod jorden, ser deres angst.
De ved bag deres øjne

– jeg lever kun
med livets hastighed
Skifter hurtigt

Jeg svæver gennem dagenes tåge
mellem nattens spredte lys
rammer kun tilværelsen af og til
i indbyrdes uafhængige sammenstød
som i drøm eller fantasi:
Kun få hændelser skiller sig ud
ingen fortrydelser inddampes af tågen
hvorigennem jeg svæver.
Begivenhederne passerer bare forbi
og lyser i sekunder
mens jeg registrerer dem
– i forhold til universet er de ligegyldige
enkelte bemærker jeg dog særligt
de kan måle sig med stjerner.
Jeg fortryder intet.

Du ved jeg brænder for dig.
Af og til for meget
så mit glødende syn ser skygger
af ting som ikke er.