Færdig med Eddy Bellegueule

Den, der ikke føler sig som en mand, forsøger at fremstå som én, og den, der fornemmer sin egen indre svaghed, gør et stort nummer ud af at fremstå stærk.

Jeg forstod ikke, hvorfor jeg var så anderledes, og det trykkede mig.

Hun vidste, det ville ramme mig. Jeg husker skænderiet med den skarphed, der tilhører minder skabt fra tilsyneladende banale begivenheder, som senere – måneder, år senere, får betydning ud fra, hvordan ens tilværelse har formet sig.

Det skal siges, at min mors ligegyldighed til andre tider beroligede mig. Når jeg kom hjem fra skole, ville hun let have kunnet se, at mit ansigt var hærget, ligesom ældet. Mit ansigt så furet ud på grund af alle slagene, som ældede mig. Jeg var elleve år gammel, men jeg var allerede ældre end min mor.

Det var ikke ham, der stillede spørgsmålet, men en rolle, som var stærkere end han selv, og som nu og da mod hans vilje tvang ham til at acceptere eller mene, at det var bedre, mere rigtigt for et barn at lave sine lektier.

Ensomhed, sult – den gamle mand måtte være træt af livet. Han var træt af at leve, men han tog ikke direkte livet af sig, som om selv denne anstrengelse var for meget for ham.

Så begyndte lugten at brede sig i gaderne.

I al almindelighed fulgte jeg i hælene på min mor rundt i huset, indtil jeg var ti år. Det er ikke normalt, sagde min mor, han er ikke normal, den knægt. Når hun var på badeværelset, ventede jeg uden for døren. Jeg forsøgte at åbne den med magt, jeg sparkede på væggen, jeg skreg og græd. Når hun gik på toilettet, krævede jeg, at hun lod døren stå åben, så jeg kunne holde øje med hende, som om jeg var bange for, at hun skulle forsvinde. (Hun bevarede denne vane med at lade døren stå åben, når hun gik på toilettet, en vane, som senere vakte min afsky.)

Der lå beskidt tøj spredt ud over hele huset, hundene tissede i alle værelserne og svinede sengene til, møblerne var fulde af støv, og ikke kun støv i øvrigt, snarere en slags snavs, som der ikke findes noget ord for: en blanding af jord, støv, madrester og spildt vin og cola samt døde fluer og myg.

Jeg ved ikke, hvad hun følte, når hun sagde den slags. Jeg ved ikke, om hun løj, om hun led? Hvorfor skulle hun ellers gentage det så ofte, som en slags retfærdiggørelse?

Mine forældres soveværelse blev oplyst af gadelygterne. Skodderne, der var hærgede af årtier i den nordfranske regn og kulde, lod et svagt lys sive igennem, så man lige netop kunne se skygger, der bevægede sig. Rummet lugtede fugtigt, som af gammelt brød. I lyset, der sivede ind, kunne man se støvet danse i luften, som om det bevægede sig i en anden og langsommere tid. Jeg kunne få timer til at gå med at betragte det. Min mor og jeg havde et tæt forhold, da jeg var lille. Det var alt det, man siger om små drenge og den tilknytning, de kan have til deres mor – men det var inden, at skammen kilede sig ind og skabte afstand mellem hende og mig. Indtil da fortalte hun til alle, der gad lytte, at jeg var en rigtig mors dreng, det var helt sikkert.