Et rige af torne og roser

„Det er i sandhed en usædvanlig dag, når nogen takker dig for at føre dig mod den visse død.“

Hvad end der stod, hvad end det var, så blev karets indhold hældt ned i et kæmpe, tomt rum, ned over jorden, der skulle blive vores verden …

„Tror du, det ville kunne røre nogen af os?“

Nej, ikke nogen – Rhysand.

„Hvorfor udvalgte Amarantha dig?“ spurgte jeg. „Hvorfor gjorde hun dig til sin horekarl?“
„Ud over det mest åbenlyse?“ Han pegede mod sit ansigt.

„Hvorfor tror du, jeg gør det her?“ Han slog ud med hånden mod mig.
„Fordi du er et monster.“
Han grinede. „Sandt nok

„Fordi jeg er træt og ensom, og du er den eneste person, jeg kan tale med uden at sætte mit liv på spil.“ Han kom med en let latter. „Hvor absurd: en Storfyrste af Pritanien og et …“
„Du kan godt smutte, hvis du bare har tænkt dig at fornærme mig.“
„Men jeg er ellers så god til det.“

Men jeg levede i nuet – mit liv blev smukt igen i de få sekunder, da vores hænder mødtes.

„Vi indgik en handel,“ sagde Rhysand. Jeg stivnede, da han strøg en lok af mit hår væk fra mit ansigt. Han lod en finger stryge ned over min kind – et blidt kærtegn. Tronsalen var alt for stille, da han sagde de næste ord til Tamlin. „En uge hos mig i Natriget hver måned i bytte for min healende assistance efter hendes første prøve.“ Han løftede min arm for at vise tatoveringen frem, blækket skinnede ikke helt så meget som malingen på min krop. „Resten af livet,“ tilføjede han henkastet, men hans øjne hvilede nu på Amarantha.

Han prikkede mig på næsen.