Margrete I

Engang sagde Valdemar til hende, at et klogt menneske er som et kornkammer, der bugner af alt, hvad han har set og hørt og altid gemmer til trange tider.

„De svenske stormænd var utilfredse med, at du og jeg blev gift,“ siger han og bliver ved med at se op i loftet, „de betragter med rette din far som en trussel.

„I krigen ser man ingen menneskelighed,“ havde han sagt, „man er på samme tid den hårde sten, som flækker jorden, og det bløde mos, der suger blod og galde op bagefter.“

En kongedatters eneste opgave er at være bindeled i en kæde, der knytter ét rige sammen med et andet.

kong Albrecht, må det være vores opgave at

Margrete vil vide, hvad der er galt, men pigen ryster på hovedet og gentager, at hun ikke føler sig tilpas

blikket, Kerstin ser på hende, og pigens blik tvinger en ærlighed frem i hende, som hun ikke engang bryder

„Og netop det tør jeg godt sige om dig: at du ved, jeg ikke handler uden at have tænkt mig om.

ham til ridder for hans indsats i slaget ved Åsle. Hun har hørt flere enslydende

Før hun rejser til Danmark