Kierkegaards univers. En guide til geniet

Det er med hensigt, jeg her anbragte et citat fra en opbyggelig tale. Jeg vil gerne fremhæve hele det opbyggelige forfatterskab, der ofte ganske ufortjent har stået i skyggen af det pseudonyme forfatterskab. Det er i de opbyggelige taler, han udtrykker sig mest ligefremt og jævnt, lidt omstændeligt måske efter vor tids smag, men uden det lærde og filosofiske apparat, der ellers kan gøre forståelsen så vanskelig. Og det er i det opbyggelige forfatterskab, han bliver ved og bliver ved med at formulere sin mest oprigtige opfattelse af det religiøse liv

Men han brugte begge dele, formuen og genialiteten, på at lovprise det, han var lukket ude fra, det almindelige menneskeliv, det borgerlige ægteskabs lykke, det daglige arbejdes velsignelse, den stille glæde ved at være til i verden, med familie og vennekreds. Livets højeste mål er – det helt almindelige, ‘det almene’, siger Kierkegaard, bevidst vendt mod al romantik, mod al spekulativ idealisme, mod enhver religiøs pietisme.

idealet står fast: mennesket skal gives tilbage til det faktiske liv i det faktiske samfund, i fællesskab med de faktiske mennesker, som det nu engang står i et mangeartet forhold til. Hele det æstetiske i mennesket, det givne indhold, livets skønhed og glæde, skal bevares og gøres trygt gennem den etiske holdning. Det er det simple daglige liv, Kierkegaard vil, men han vil det kun, hvis det er helt virkeligt; det skal rives ud af fortvivlelsen og bringes ind i forsoningens og beroligelsens dimension.

Det er netop det, der sker, ifølge assessorens analyser. Når mennesket er flyttet ind i sig selv og er gået ind i sin tid, med Gud bag sig som den gyldiggørende instans, da ligger hele den faktiske tilværelse parat, og etikeren kan glad gå i gang med den. I samme øjeblik mennesket bliver sig selv, iklæder det sig sit sociale selv. Sådan kan Wilhelm udtrykke det. Det ‘sociale selv’ – det er det æstetiskes enhed med det etiske, det enkelte individs enhed med det samfundsbestemte fællesskab. Og at gøre det er – som formuleringen lyder – ‘at realisere det almene’.

Ved en teori af den art mener Kierkegaard at have forenet det evige og det tidsbestemte, den urokkelige gyldighed og den historiske relativisme. Indholdet af begreberne om godt og ondt skifter ganske vist fra epoke til epoke, men det gør dem ikke ugyldige. De bliver ikke slugt af nihilismen. De er nemlig hver gang en skikkelse af den evige, a-historiske, af Gud skabte modsætning mellem godt og ondt. Men her, hvor det ikke er geometriske figurer, men etik, det drejer sig om, skal der en mellembestemmelse til. Det er valget. Når mennesket vælger sig selv som sig selv, vælger det sig i sin givne samfundsbestemthed og dermed har det forpligtet sig på de gældende begreber om godt og ondt. Og det etiske liv er dermed blevet alvor. Når det nu anstrenger sig for at vælge det gode, lever det et autentisk menneskeliv.

Når jeg tidligere udtrykte det således, at mennesket i at vælge sig selv vælger Gud, kan det misforstås. Måske skulle det hellere formuleres således: Når mennesket vælger sig selv, er det ét med, at Gud vælger mennesket. At vælge sig selv er ét med at modtage sig selv af Guds hånd. Og så er processen ikke længere spilfægteri. Det er et aldeles dækkende udtryk, at jeg vil mig selv, for det er Gud, der vil det; og det er ikke overdrevet, at jeg i en vis forstand har skabt mig selv, for det er Gud, der har skabt mig, og givet mig – mig – dette selv, givet det for at det skulle være mit. Og det er passende udtrykt, at jeg nu har det fulde ansvar for mig selv, for jeg er jo ansvarlig over for Gud. Gud er i enhver henseende instansen, og hvis den instans tænkes bort, er det alt sammen nonsens.

Man skal vælge sig selv som fortvivlet, eller man skal vælge fortvivlelsen. Hvis der derfor ingen fortvivlelse er, hvis man ingenting har gennemskuet, men finder, at livet da slet ikke er så værst, nå ja, så falder den tanke, at man skal vælge fortvivlelsen jo ikke én ind. Hvad skulle man det for? Og så bliver det overhovedet ikke til noget med det valg, eller kun til noget helt uafgørende.

Alt det, der hidtil er sagt om etikeren, giver kun mening, fordi man ikke bare sådan, simpelt hen og hvis man en dag får lyst til det, kan vælge sig selv. I så fald er det hele ganske rigtigt spilfægteri og rent teater. En spidsborger kan ikke sådan, en søndag formiddag, forvandle sig til en etiker; processen kan kun gennemføres under givne omstændigheder. Man skal være bragt til det yderste; man skal have gennemskuet livets uendelige tomhed; man skal være nået til den ubetingede grad af fortvivlelse; man skal med andre ord være en æstetiker.

man ude i livet få pålagt eller selv påtage sig ansvaret for dette og hint. Det kommer alt sammen an på den position, man indtager i den sociale sammenhæng.

Men det er, som vi alle véd, en meget tvivlsom form for ansvar, moderat, relativt og ubestemt. Det er en meget nem sag at løbe fra ansvaret, at fralægge sig det eller skyde det over på en anden. Hvad man da også jævnt hen gør, hvorfor ansvar ude i samfundet er en meget flygtig væske, der hastigt fordufter.

Noget ganske andet er det, når et menneske i at vælge sig selv overtager ansvaret for sig selv. Det ansvar kan ikke relativeres; det er absolut, thi intet er unddraget dets område. Mennesket kan kun overtage ansvaret for sig selv, når det gør det uden begrænsning. Det er værd at gøre sig det helt klart. Rent faktisk er mennesket jo ikke ansvarligt for sig selv; det har ikke ansvar for sine medfødte forudsætninger, sine anlæg, sin sociale placering osv. Mennesket har ikke skabt sig selv.

Ikke desto mindre er det, hvad mennesket nu gør; det gør sig til ophav til sig selv; det overtager sig selv, aldeles som om det havde skabt sig selv. Det er den vidtrækkende betydning af, at mennesket vælger sig selv, og at det i at vælge sig selv vil sig selv og dermed overtager det absolutte ansvar for sig selv.

Lad mig understrege, hvad det f.eks. betyder. Vi kan nemt forestille os et menneske, der er behæftet med en sådan skavank eller mørkt punkt, som det virkelig ikke vil. Lad os tænke os, at han er alkoholiker. Han er dybt fortvivlet over det, og ligefrem vælge sig selv som alkoholiker, det er for meget. Han vil lige omvendt vælge sig selv som en, der ikke er alkoholiker.

Men det indebærer, at han først kan blive sig selv, blive identisk med sig selv, når han er blevet denne dumme alkoholisme kvit. Han kæmper da, tager antabus, melder sig ind i støtteforeninger. Men han gør det desperat, fortvivlet. Får han tilbagefald, bryder han helt sammen. Det er jo livet om at gøre, at han kommer ud af sin last. Det er just den måde, spidsborgere kæmper mod deres laster eller uheldige tilbøjeligheder på.

Hvis nu dette menneske gør, hvad assessoren opfordrer ham til, vælger sig selv med alkoholisme og det hele, vil sig selv netop sådan, så ser alt anderledes ud. Han er nu sig selv, identisk med sig selv, også når han har drukket sig fuld. Han kan forsøge at komme ud af uføret, tage antabus og alt det. Men han gør det ikke desperat, og når han får tilbagefald, fortvivler han ikke. For han har jo på forhånd valgt sig selv som en, der altså er alkoholiker. Man kan sige, at han er forsonet med sig selv, også i sin elendighed, og derfor kan han nok gøre meget for at blive fri for lasten, men det er ham ikke længere livet om at gøre.

Vort århundredes dybdepsykologi vil på det punkt give Kierkegaard ret – ikke underligt, for det er bl.a. dybdepsykologien, Kierkegaard har forudgrebet med sine såre skarpsindige analyser af mennesker, for hvem denne proces ikke er lykkedes, og som derfor er blevet indesluttede, dæmoniske, eller, for at tale dybdepsykologiens eget sprog, har fået neuroser og fortrængninger.

Vejen til mental sundhed er at gennemskue sig selv – blive sig selv gennemsigtig, kalder Kierkegaard det – og derpå ville sig selv. Men for Kierkegaard drejer det sig om mere end mental sundhed; det drejer sig tillige og især om at opfylde den etiske fordring. Det er, hvad den fordring går ud på: at have mod til at vælge sig selv og dermed ville sig selv.