«Fornemmelsen af, hvor stor en ting det enkelte menneskes liv og lykke er, vil forhåbentlig blive stærkere just over for krigens frygtelige mishandling deraf, og man vil spørge stærkere og stærkere: Hvorfor, hvoraf er alt denne skrækkelige kommet? Og kan det da aldrig høre op? Og når krigen engang er forbi, og man endnu bedre kan overskue hele omfanget af denne rædsel, vil det lyde i mange millioner menneskesjæle: Dette er alt for frygteligt, dette må aldrig mere ske.»
Carl Kochs essay fra 1917 er skrevet i skyggen af Første Verdenskrig, hvor millioner af unge mænd allerede er faldet for fjendens kugler, uden at det er til at se en god grund dertil. Bogen rummer både fortællinger om soldater og deres efterladte og overvejelser om, hvad der skal til for, at menneskene bliver enige om aldrig mere at lave krig.
Carl Koch (1860–1925) var dansk præst og forfatter. Han blev uddannet cand.theol. i 1884 og arbejdede som lærer ved Birkerød Latinskole, før han blev kapellan og senere valgmenighedspræst. Carl Koch har skrevet en lang række bøger om blandt andet Goethe, Brorson, Kierkegaard og Jesu lignelser.
