Alt falder fra hinanden

Da Unoka forstod, hvor hans ven ville hen, brød han ud i latter. Han lo højt og længe, og hans stemme lød klar som en ogene, og tårene stod ham i øjnene. Hans gæst sad forbløffet og målløs. Til sidst var Unoka i stand til at give et svar mellem nye udbrud af latter.

Når han gik, rørte hans hæle knapt jorden, og han gik som på fjedre, som var han parat til at springe løs på nogen

Skildpadden var godt skåret for tungebåndet, og efter kort tid blev alle fuglene enige om, at han virkelig havde ændret sig, og de gav ham hver en fjer, så han kunne lave to vinger.

Der var en olielampe i hver af de fire hytter i Okonkwos gård, og set fra de andre lignede hver hytte et gult øje af blødt skumringslys mod nattens sorte flade

Natten var uigennemtrængelig mørk. Månen var stået senere og senere op hver nat, indtil den nu først sås ved daggry. Og når månen forsagede aftenen og først stod op ved hanegal, var nætterne sorte som trækul.

Yaa!« tordnede mængden til svar, hvorpå stilheden sænkede sig og opslugte lyden.

Onde Skov begyndte

Onde Skov stødte derefter den spidse ende af sin raslestav i jorden. Den begyndte at ryste og rasle, som

som havde metallet fået eget liv. Han

Umuofias ni landsbyer var udsprunget fra de ni sønner af stammens første fader. Onde Skov repræsenterede landsbyen Umeru, Erus børn. Eru var den ældste af de ni sønner.

»Aru oyim de de de deil«, åndehilsnerne fløj rundt i den mørke, lukkede hytte som tunger af ild