Havet

Den gamle. Han har ikke forladt sin køje, siden han lagde sig i den. En spinkel mand med briller, en gammel mand, stærkt duftende — en stærkt duftende, gammel mand altså; den hænger ved ham, duften; ikke af hav — Nej, det er bestemt ikke af hav, han lugter. Ej heller af fisk. En stærk duft af træ — tømmer! — hænger ved ham.

En smule sammensunket. En smule råddent. En smule lugtende.

Pattens puls banker, pumper i hendes hænder; hendes hænders puls pumper, banker, slår og lever i takt med pulsen i koens patter. Og. Mælkestrålen slår klangdybt mod spanden.

Åh, det havde hun glemt. I sit hastværk. Pia. Hun har glemt morgenmalkningen.

Og så, endelig — dér — svøbt i en let dis ligger gården på engen under egen; egen løfter sig som en knyttet næve op af den saftige muld. Egen truer ad himlen. Og himlen? Himlen, den er ligeglad.

Den lette lyse sommerkjole springer ud, som en blomst springer ud, folder sig ud om den unge pige.

Og nu skynder den unge kvinde sig hjem. I knirkende luft gennemløbet af m u s i c e r e n d e sollys