”Ja, han er en fremragende mand,” sagde en anden. ”Synes De ikke, frøken?” Hr. retsformanden havde søgt at tilpasse sit ydre til den rolle, han ville spille. Trods sine fyrre år og sit mørke, utiltalende ansigt, der var helt vissent som hos næsten alle jurister, klædte han sig som en ung mand, førte sig frem med en rørstok, tog aldrig snus hos frøken de Froidfond, ankom altid iført hvidt halsbind og en skjorte, hvis brusende kalvekrøs gav ham en vis lighed med en eller anden art kalkun. Han talte familiært til den smukke arving og kaldte hende ”vores kære Eugénie!”.