Om revolution

Machiavelli tog i modsætning hertil – og i fuld overensstemmelse med den kristne tænknings tradition – eksistensen af en transcendent væren bag ved og uden for fremtrædelsernes og fænomenernes verden for givet og prædikede derfor: “Træd frem for andre, som du ønsker at være”, hvorved han mente: “Det er ligegyldigt, hvordan du er, det har ingen betydning i verden og i politik, hvor blot fremtrædelsen og skinnet, ikke den ‘sande væren’, tæller; hvis du formår at træde frem for andre, som du ønsker at være, er det alt, hvad der overhovedet kan kræves af denne verdens dommere.”

Sokrates tog i overensstemmelse med den græske tænknings tradition udgangspunkt i en urokkelig tro på fremtrædelsens, skinnets sandhed, og prædikede: “Vær som du ønsker at træde frem for andre”, hvormed han mener: “Træd frem for dig selv, sådan som du ønsker at træde frem for andre.”

Det var et spørgsmål om at rive masken af den forklædte forræder, ikke om at sætte forræderens maske på tilfældigt udvalgte mennesker for at skabe de krævede imitatorer i en dialektisk bevægelses blodige maskerade.

Den betydningsfulde rolle, som hykleri og lidenskaben for dens demaskering kom til at spille i de senere stadier af den franske revolution, er, selv om den til stadighed forbløffer historikeren, en historisk kendsgerning.

Det var krigen mod hykleri, der transformerede Robespierres diktatur til Rædselsherredømmet, og denne periodes fremtrædende karakteristika var herskernes selvudrensningsproces.

I sfæren for menneskelige anliggender er væren og fremtræden uadskillelige.

Deres sunde realisme blev aldrig udsat for medlidenhedens test, deres sunde fornuft blev aldrig konfronteret med det absurde håb, at mennesket, som kristendommen havde ment af natur var syndigt og fordærvet, pludselig kunne åbenbare sig som en engel.

Sagens kerne var selvfølgelig, at den form for mængde, som grundlæggerne af den amerikanske republik først repræsenterede og derefter konstituerede politisk, i Europa ophørte med at eksistere – hvis den overhovedet fandtes – i samme øjeblik man nærmede sig de lavere lag af befolkningen.

Ordet ‘folk’ bevarede for dem betydningen af en mangfoldighed, af en folkemængdes uendelige variation, en folkemængde, hvis ophøjede væsen netop skyldtes dens pluralitet.

Den franske revolution skiftede næsten fra begyndelsen af kurs, hvorved grundlæggelsen af friheden blev fortrængt af fokusset på den akutte nød; kursen blev bestemt af de krav, der blev stillet i forbindelse med befrielsen, der ikke var en befrielse fra tyranni, men fra nødvendighed, og den blev drevet af det grænseløse omfang af folkets elendighed og af den medynk, denne elendighed vakte.