Hvis det er os

Vi går hen til postmanden, og jeg kysser Arthurs navn på kassen, inden jeg rækker ham den. Fyren sender mig et forvildet blik, for han aner ikke, hvad Arthur og jeg har været igennem de sidste uger for at stå her nu.
Da kassen er på vej, er vi også på vej.
Og da jeg forlader posthuset denne gang, er det med Arthurs hånd i min.

Arthur ryster på hovedet. “Og det her er grunden til, at jeg ikke stoler på dig. Jeg håber, du og Hudson får et skrækkeligt liv sammen.” Han ser mig lige ind i øjnene. “Det er slut mellem os.”
Jeg rækker ud efter hans arm. “Arthur.”
“Nej! Jeg er færdig med det her. Jeg glæder mig, til jeg skal hjem.”
Jeg tror ikke, han mener Onkel Miltons hjem.

Nogen sparker til min fod, og jeg åbner øjnene for at undskylde, at jeg har strakt benene ud, for jeg er helt klart en ubetænksom idiot. En fyr står over os. Han har en lille dreng i hånden.
“Undskyld,” siger jeg.
“Det der gider ingen at se på,” siger manden og peger på Arthur og mig med sin avis. Han bliver ved at stå der. Andre passagerer kigger på os.
“Se hvad?” Jeg sætter mig op, og Arthur åbner øjnene. Jeg får en fornemmelse af, at han slet ikke sov.
“Bare hold den slags derhjemme, okay? Jeg har et barn her.”
“Hvilken slags?” siger jeg.
“Du ved, hvad jeg mener,” siger manden. Han er ved at blive rød i hovedet, og jeg ved ikke, om han er vred eller forlegen, fordi jeg ikke bare tager imod hans lort.
“Ja. Jeg hænger ud med en fyr, jeg kan lide.” Jeg rejser mig op. Mit hjerte hamrer, for jeg er ikke sikker på, at den her fyr ikke kan finde på