Ondskabens engel

Hun var væk. Taget af en tyster, en af Aziels medsammensvorne, og Filip havde intet kunnet gøre. Ikke engang da Skumleskæg var kommet ham til undsætning, og han havde set det frygtelige, der var ved at ske, set Grumske hæve kniven højt bag portvogteren. Ikke engang da havde han kunnet gøre noget, og somme tider, når natten var dybest og søvnen allerlængst væk, hørte han Skumleskægs spage, hæse røst tale gennem blodet i hans mund: Jeg reddede dig, Filip. Hvorfor reddede du ikke mig?