Alt hvad jeg ved om kærlighed

Livet er en vidunderlig, fortryllende, magisk, sjov, fjollet ting. Og mennesker er forbløffende. Vi ved alle sammen godt, at vi skal dø, og alligevel lever vi. Vi råber og bander og går op i, når den fulde skraldepose sprækker, skønt vi for hvert sekund kommer lidt tættere på slutningen. Vi forundres over en nektarinfarvet solnedgang over M25’eren eller duften af et spædbarns hoved eller det smarte ved saml-selv-møbler, selv om vi ved, at alle vi elsker, en dag vil ophøre med at eksistere

Eleanor elskede at fortælle mig, at livet er noget lort. Hun sagde det hver uge. Hun sagde, det ville skuffe mig. Hun mindede mig om, at jeg ikke kunne gøre det fjerneste for at kontrollere det.

Da jeg downloadede MSN og begyndte at tilføje kontakter fra min mail – skolekammerater, venners venner, venner jeg aldrig havde mødt fra skoler i nærheden – var det som at banke på væggen i en fængselscelle og høre nogle banke igen. Det var som at finde et græsstrå på Mars. Det var som at dreje på radioknappen og endelig høre den knitrende støj glatte sig ud til en menneskestemme. Det var en flugt ud af forstædernes dødvande og ind i en rigdom af liv.

Jeg ville hade at tænke på de år af mit liv, jeg spildte på Exeter, hvis ikke for det ene, der gjorde hele den ynkelige historie værd at samle på: de kvinder jeg lærte at kende

efterlod mig dummere end før. Jeg lavede stort set ingenting. Jeg gik fra at være en altædende læsehest til aldrig at læse en tekst, som ikke var på pensum (og jeg tror såmænd ikke engang, jeg blev færdig med en eneste af dem)

Hvis du føler, at du kan vise hele dig selv frem uden frygt for at blive dømt,’ sagde han, ‘vil din intimitet nå uanede højder.’

‘Det kan virke, som om livet er svært nogle gange, men egentlig er det så simpelt som at ånde ind og ud,’ læste hun højt. ‘Flå hjerter åbne med dit raseri og riv egoer ned med din beskedenhed. Vær den, du ville ønske, du kunne være, ikke den, du føler dig dømt til at blive. Giv dig selv lov til at løbe af sted med dine følelser. Du er skabt for, at nogen skal elske dig. Lad dig elske.’

Men jeg havde læst, at det hed guttation: en dråbedannelse, der sker, når planten udskiller overskydende vand i løbet af natten; den arbejder hårdt for at komme af med alt, hvad der belaster dens rødder. Og jeg fortalte dem, at det betød noget for mig. Mig og min filodendron havde gang i noget sammen.

‘Jeg føler mig fjollet over at komme her, når det hele kunne være så meget værre. Jeg har fantastiske venner, en fantastisk familie. Det går godt med mit arbejde. Set udefra ville ingen tro, der var noget i vejen med mig. Jeg har det bare lortedårligt. Hele tiden.’